Mine forberedelser


Af Kim W. Sørensen

Hvordan jeg forbereder mig mentalt før en kamp:

Jeg forsøger at se kampens forløb og mulige stillinger for mig. Da jeg kender modstanderen, så kan jeg lave nogle spilleplaner, ud fra vedkommendes spillestil fx 1. er han hvid og pakker sin konge ind i g3 og Lg2, så skal centrum blokeres eller 2. hvis vedkommende er typen der rokerer langt med hvid for at lave gennembrud i centrum eller angribe min korte rokade, så er det mig der spiller g6 og Lg7 med dronningefløjbondestorm (den der kommer først ler bedst). Du skal altid være forberedt på, at alt kan ske, når du møder mig, jeg varierer bevidst mine åbninger fra gang til gang, du kan ikke forberede dig på mine vaner, jeg har kun uvaner, såsom ikke at spille det du kan li’ at spille. At vide det giver mig mental overhånd. Bare det at du læser dette giver mig mental overhånd.


Vigtigt er en god nats søvn for at have hovedet klar til kamp:

Det er altafgørende. Der er nogle basale regler, om at man skal have syv-otte timers søvn for at være helt frisk. Og så skal man ikke overdrive indsatsen på jobbet den dag. Eller lave aftensmaden. Så disse råd følger jeg.  

Hvad spiser jeg så eftermiddag og aften inden en kamp?

Jeg forkæler mig selv med kage og en god kop kaffe eller to om eftermiddagen. Til aftensmad følger jeg de gængse kampråd: Det er en god idé at fylde tallerkenen godt op med gode kilder til kulhydrat, det kan fx være masser af kartofler, ris, pasta og brød/flutes. Halvdelen af tallerken må gerne være fyldt med det. Resten af tallerkenen deles ligeligt mellem kød/fisk/fjerkræ og grøntsager. Drik gerne et stort glas appelsinjuice til og også gerne et glas vand. 

Ritualer:

Før en kamp sørger jeg for at have tømt tanksystemerne og finde min favorit pen frem, pudse mine briller, kysse konen og løbe fra opvasken. Efter en kamp sørger jeg for at vække konen når jeg har vundet eller også vågner hun af sig selv og ved jeg har tabt når jeg sniger mig i seng.