2013 <> 2015

Generalforsamling 2014


Referat

Af Palle Skov

Hillerød Skakklubs generalforsamling 2014 deltog kun 22 af klubbens 67 medlemmer.

Peter Langer blev valgt til dirigent og Palle Skov til referent.

Der var som ventet debat om holdturneringen.
Et flertal i bestyrelsen støttede forud for den nu afsluttede sæson en plan, som formanden betegnede som et spørgsmål om pragmatiske og moralske overvejelser, hvor det gælder om at tilgodese flest muligt i forbindelse med holdkampene. Men planen faldt ikke i god jord hos alle.

For at forstå sagen er det nødvendigt med et kort uddrag af formandens beretning:

"I holdturneringen havde vi fem hold med – noget klubben kun har haft i de virkelige gode tider. Det var en opgradering med et fuldt 8-mandshold. Bestyrelsen vidste godt, at det ville give problemer med reserver ikke mindst til 3. 4. og 5. holdet, hvor holdlederne ville komme på en vanskelig opgave i tilfælde af afbud til holdene.... Det kunne kun lade sig gøre fordi flere spillere gerne ville spille mange holdkampe som reserver. Det har vi fået en del kritik for – både internt og eksternt. Men vi har ikke brudt nogen regler, og det lykkedes at få alle de medlemmer der gerne ville spille på hold til at spille, og det betyder rigtig meget – også i integrationen af nye medlemmer. Og vi kunne stille med fuldt hold til alle kampene – lidt af en bedrift."

Spørgsmålet behøver slet ikke blive aktuelt i den kommende sæson - det kommer helt an på, hvor mange, som ønsker at spille fast på et af klubbens hold. Hans har i den forbindelse understreget, at det vigtige for en formand er, at så mange som muligt får lejlighed til at spille så meget de ønsker.

Ny bestyrelse

Erik Hvalsøe, David Palvig og Palle Skov stoppede i bestyrelsen som hhv. menige medlemmer og suppleant.

Der måtte afstemning til for at få klarlagt placeringerne i den nye bestyrelse, som ser således ud:
Formand Hans E Jacobsen, næstformand Morten Kühn, kasserer Stig A Lenskjær, Jan Pedersen, Bernhard Sørensen, Torben Briegel Jensen. Suppleanter er Peter W Svendsen og Christopher R N Pedersen.

Fint regnskab

Regnskabet ser godt ud, og det var rart at kunne glæde sig over at den største udgift har en glædelig årsag: Det er nemlig posten for transport af hold over lange afstande som viste en fordobling til næsten 25.000 kroner. Det skyldes blandt andet at førsteholdet var rykket op i Skakligaen i sæsonen 2012/13, og da holdet formåede at blive i Ligaen i sæsonen 2013/14 vil transportudgiften for den kommende sæson også være af samme størrelsesorden. Samtidig må andetholdet imødese en lang rejse, da Bornholm nu har hele to hold i Mesterrækken.

Klubben har en god og sund økonomi. Kassebeholdningen blev pludselig endnu bedre, da nyligt afdøde æresmedlem og tidligere formand Jørgen Dissings testamente betænkte Hillerød Skakklub med yderligere et meget stort beløb.

Martin Percivaldi genvandt klubmesterskab

Martin Percivaldi blev bymester og desuden genvandt han sit klubmesterskab og har allerede som 15-årig sat sig eftertrykkeligt på klubbens vigtigste turneringer.

Det glædede formanden meget, at Hardy, som er blandt de lavere ratede i klubben, havde vundet tidshandicapturneringen. Dermed viste den turnering sin berettigelse.

En del af klubbens medlemmer spiller jævnligt i udlandet. Her fremhævede formanden Martin P.'s turnering i Makedonien, hvor han vandt over to Internationale Mestre, samt Bernhards fine præstation i en turnering i Frankrig hvor han bl.a. besejrede et par mesterspillere og vandt over 100 ratingpoints. Dertil kommer, at formand Hans vandt en sommerturnering i Italien!

Bondefangeren i nyt format, og stigende besøg på hjemmesiden

Bondefangeren overlevede akkurat sidste år, men var alvorligt truet af lukning. I den kommende sæson vil Henrik Damgaard og Peter Svendsen forsøge at få udgivet bare et enkelt nummer med opsamlende artikler og resultater - og dermed lever Bondefangeren på en måde stadig.

Interessen for klubbens hjemmeside var steget i foregående sæson med 30 procent og til den nuværende sæson med yderligere 50 procent. Besøgstallet i 2012 var 22.000 og steg det sidste år til 33.000!

Trænerordningen med stormester Lars Schandorff, der nu både træer Hillerød Skakklub OG landsholdet (!) fortsætter, og formanden rundede sin beretning om sæsonen 2013/14 af med ordene: Det er svært at bevare pessimismen.

Træning og måske DM?

Der var generel tilfredshed med den halve times træning forud for de mange aftener med turneringspartier, men også spørgsmål om, hvorfor det skulle gå ud over betænkningstiden i turneringen.

Svaret fra formanden og Peter Svendsen var, at hvis de bedste juniorer skal kunne integreres og være med i den lille træning, tilgodeser tidspunktet klokken 19.30 bedst både juniorer, der skal tidligt hjem, og voksne der skal deltage i klubturneringen, der så begynder klokken 20.00.

Christopher sagde om træningen, at han han nød at videregive sine ideer og tanker, men savnede koordination i emnerne. Samtidig ønskede Christopher også klare regler for klubturneringen. Det var for uklart hvad betænkningstiden var efter træk 40 og om der i tilfælde af ligestilling skulle spilles omkamp eller udregnes korrektion. Den ny bestyrelse bedes klargøre de forhold.

Såvel formandens som kassererens beretning blev enstemmigt godkendt. Og kontingentet forbliver uændret i sæsonen 2014/15.

Spørgsmålet om Hillerød snart igen skal arrangere DM blev luftet og ikke direkte afvist af formanden, som endda havde et muligt spillested i tankerne. Præcis hvilket sted der er tale om, skal af taktiske grunde ikke afsløres i det åbne forum her, hvis planerne bliver en realitet og man skal i forhandling med flere mulige spillesteder.

Afslutningsvis blot denne bemærkning: Dansk Skak Unions formand har ved DM for nylig i en uformel kreds sagt til flere, at Hillerød er velkommen som arrangør allerede i 2015!