Hillerød skakklub
stiftet 1910

                 

Beretning for sæsonen 2017-18 for Hillerød Skakklub


Af Hans E. Jacobsen

7. april 2018

Generel status

På sidste generalforsamling i 2017 fremlagde bestyrelsen oplægget til en ny vision og strategi for Hillerød Skakklub gældende for de næste 5 år.  Der var bred tilslutning til oplægget, der på mange måder var en investering i fremtiden.

Formålet var at skabe et nyt og bredere grundlag at drive en skakklub på. Det skulle ske via nye aktiviteter og skaktilbud i pagt med tiden og en ambitiøs satsning på både ungdom, bredde og elite på samme tid. Investeringen indebar også en kontingentforhøjelse og en accept af, at klubben de kommende år kører med underskud og tærer på formuen.

Strategien og vision omhandler mange nye tiltag, og vi har i bestyrelsen været meget bevidst om, at vi ikke kan igangsætte det hele på en gang. Det kan vi ikke overkomme. Vi tager lidt af gangen og vurderer løbende hvad der virker, og hvad der ikke virker.

I den forløbne sæson er vi begyndt at gøre op med klubbens traditionelle skakkalender - årshjulet.  Hillerød Open er f.eks. kørt efter et nyt komprimeret koncept med en blanding af hurtigskak og skak med klassisk betænkningstid.  Klubturneringen er skåret ned fra 9 til 7 runder.  Det har givet plads til nye aktiviteter. Vi har holdt to temaaftener – en fransk aften og en italiensk aften. Indholdet var ikke kun om skak men også om vin, mad og skakkultur.  Den coctail viste sig at være en succes.  Vi har forsøgt at etablere interessegrupper – både for åbningsspil og for slutspil og reserveret et par klubaftener til dette formål. Her mangler vi nok et par engagerede ildsjæle der kan og vil føre stafetten videre.

Vi har valgt at opdele ungdomsskakken i tre grupper, og ikke mindst har vi haft fokus på at støtte pigeskakken. Her har vi fået uvurderlig hjælp udefra i form af Sandra og Ellen, der fungerer både som undervisere og rollemodeller.  Men vi har også prioriteret, at der skal være et kvalificeret skaktilbud til de bedste unge, og det har Jens sammen med først Ib og senere Mikael sørget for. Samtidig skal der hele tiden være overskud til at tage imod helt nye, og det har Morten og Peter sørget for.

Vi har trukket på vores nye medlem GM Sune Berg Hansens ekspertise indenfor markedsføring og medlemskampagner.  Det har vi gjort i forbindelse med opstart af pigeskakgruppen og det har vi gjort i forbindelse med voksenintro – et introduktionsprogram for voksne skakinteresserede uden de store skakmæssige forudsætninger.  Det er et program vi vil gentage med jævne mellemrum fremover.

Vi har forsøgt at introducere skak på Kaffebaren – Blichfelds bønner.  Vi har stillet 2 skakspil og 2 ure ned i cafeen til almindelig afbenyttelse. Det gav god omtale i den lokale Hillerød Posten og der bliver nu jævnligt spillet skak i cafeen. På sigt er cafeen åben overfor et samarbejde om skakarrangementer under en eller anden form.

Vi har forsøgt at introducere et tilbud om eftermiddagsskak – hver onsdag fra 13-17.  Efter en prøveperiode måtte vi stoppe – ikke på grund af manglende interesse, men pga. manglende lokaler. Nu ser det ud til, at vi kan genoptage eftermiddagsskakken i Brohuset i Hillerød Øst. Her har vi fået mulighed for at låne lokaler hver onsdag eftermiddag, og samtidig kan klubben vise flaget i denne bydel.

Et af strategiens mest målelige succeskriterier er medlemstilgangen.  Sidste år pr. 1. april havde klubben 81 medlemmer. Pr. 1. april 2018 har vi 82 medlemmer.  Det er en stigning på bare et medlem og langt fra målet om en årlig stigning på 10 medlemmer. Nettotilgangen på 1 dækker over et pænt stort flow af ind- og udmeldelser. Hvis vi bare kan halvere antallet af udmeldelser, så vil vi ligge fint.  Medlemsfremgangen er uhyre vigtig.  Det skaber både grobund for nye aktiviteter og ikke mindst et økonomisk grundlag for på sigt at skabe en økonomisk bæredygtig forening.

Et andet måleligt succeskriterie er, om vi kan skaffe støtte fra fonde/sponsorer til vores forskellige aktiviteter.

Klubbens arbejde har indtil nu resulteret i god støtte fra Grethe Christiansens legat, Rotary Hillerød, Spar Nord og Skjold Burne Vine. Det er vi meget taknemmelige for – og en vigtig forudsætning for, at vi kan gennemføre vores strategi.  Ikke mindst Carsten Pedersen har gjort et stort arbejde med at etablere kontakter og lave aftaler.

Vi kan ikke gennemføre vores visioner uden frivillig arbejdskraft. Bestyrelsen kan ikke overkomme det hele. Derfor skal vi have flere frivillige på banen. I den forbindelse har vi i samarbejde med Frivilligcentret været involveret i et par projekter, som Frivilligcentret har fået penge til. Projekterne går bla. ud på at undersøge, hvordan foreninger skaffer nye frivillige. En af ideerne er en frivillig børs hvor interesserede kan skrive sig på og tilbyde arbejdskraft i større eller mindre omfang. I klubben kan vi bruge mange flere frivillige til f.eks. kantinedrift, opstilling/afrydning, tage billeder, kontakt til lokalpressen, opdatering af hjemmesider, forældrekontakter, søgning af fonde osv. osv.

Et meget konkret resultat af samarbejdet er, at Arne og Jan har deltaget i et kursus omkring optagelse og redigering af videoindslag til brug på hjemmesider og facebook. Arne har f.eks. produceret en rigtig fin video om pigeskakken.

Alt i alt må man konkludere at det har været et meget travlt år, men det har også været et spændende år.  Det er altid sjovest når tingene lykkes, men vi må acceptere at ikke alle initiativer fænger eller lykkes – i hvert fald ikke første gang.  Derfor er det helt ok at have nogle fejlskud ind imellem.  Så længe engagementet og entusiasmen er høj, så kommer vi igen!

Årets resultater:

Hillerød Byturnering havde i 2017 deltagelse af 37 spillere. Det var 31. gang turneringen blev afviklet.

Mesterklassen havde ikke helt samme styrke som vi har set tidligere. Til gengæld blev det en jævnbyrdig affære, hvor det endte med at Flemming Stald, Frederiksværk blev bymester med 5 point foran Svend Steenstrup.

I det hele taget satte frederiksværkspillerne sig på det meste. Steen Kopperberg vandt basis 1 og Birger Jarulf vandt basis 2.  I basis 1 blev Henrik Holm nr. 2 og i basis 2 var det Rune Eliasen der løb med 2. præmien.

I basis 3 var det en af vores trofaste turneringsdeltagere – John Sø fra Allerød der vandt på korrektion foran Ole Rasmussen.

Sæsonen startede med de sædvanlige blide opstart turneringer.  Tidshandicapturneringen blev vundet af Sandi Stojanovski, og hurtigskak over 6 runder af Peter Svendsen.

Hillerød Open blev vundet af formanden Hans E. Jacobsen, der havde lidt bedre korrektion end Lars Nilsson.  Turneringen blev afviklet efter et nyt accelereret koncept med 3 hurtigpartier fulgt af 4 partier med normal betænkningstid.  Deltagelsen var lidt skuffende, så konceptet skal evalueres inden næste sæson.

Lynmesterskab blev vundet af Sandi Stojanovski

Klubturneringen havde i år 26 deltagere og det gav følgende præmietagere:

      M.   Gruppen  1. Ib Hother Andersen 2. Hans E. Jacobsen

B.    Gruppen: 1. Kenny Bagge 2. Laurids Paulsen

C.    Gruppen: 1: Peter Langer, 2. Jacob Hein 3. Afan Jahic

Det var Ib Hother Andersens 7. klubmesterskab og han rykker dermed op på 2, pladsen på alle tiders liste over spillere med flest klubmesterskaber!  Kenny rykker op i M-klassen næste år og Peter Langer rykker op i B-gruppen.

Klubben havde i den forløbne sæson ikke en heldig hånd i venskabsmatcher.  Hillerød blev nr. 3 i årets udgave af 6-kantmatchen der blev spillet i Helsingborg, og venskabsmatchen mod Allerød tabte vi denne gang 13-15 selv om vi havde hjemmebane.

Holdturnering:

Skakligaholdet blev nr. 4 – det bedste resultat nogensinde.  Holdet var forstærket væsentligt med tilgangen af GM Sune Berg Hansen og Steen Skovlund.  Sune kvitterede med at blive topscorer på 1. bræt med 6 af 9.  Steen Skovlund var klubbens topbræt i nogle sæsoner helt tilbage i 80-erne!  Steen er bosat i Sydspanien, men kom hjem til 2 af dobbeltrunderne.

Klubbens 2. hold debuterede i 2. division. Forventningerne var store, men en uheldig kombination af sygdom, afbud og afgivelse af reserver til førsteholdet, gjorde det meget svært.  Alligevel skulle holdet kun have scoret 1½ point mere i sidste kamp mod Odysseus for at forny opholdet i 2. division. Undervejs kom der et par meriterende sejre. Ikke mindst sejren over Helsingør var flot!

3. holdet i A-rækken var helt suveræn og vandt rækken med 44 point.  Topscorer blev Mikael Ramkilde med 5½ af 7.   Allerede sidste sæson spillede holdet med om oprykning, men tabte oprykningen i sidste kamp. I år var der ingen tvivl.

4. holdet i B-rækken endte midt i rækken som nr. 5 – et meget tilfredsstillende resultat. Topscorer blev Rasmus Rabjerg med 7 af 9

5. holdet i C-rækken havde en skidt sæson og tabte alle kampe. Topscorer blev Peter Langer med 2 af 4.

Juniorafdelingen

Juniorafdelingen har i år været opdelt i tre grupper. Det var nødvendigt af hensyn til det store fremmøde og ikke mindst de mange skakspillende piger.

Sandra og Ellen har taget sig af pigegruppen, der har vokset sig stor og pr. 1.4.2018 har 10 medlemmer. Gruppen har været meget velfungerende og pigerne har udviklet sig meget skakligt i løbet af året.  En rigtig succeshistorie og ret enestående i Danmark!

Peter og Morten har fortsat taget sig af de fortrinsvis nye og ikke så øvede drenge, Mens Jens Østergaard første sammen med Ib Hother og senere med Mikael Ramkilde har givet mere intensiv undervisning til de 4-5 bedste drenge. Begge dele har fungeret rigtig godt.

Et initiativ med også at arrangere juniortræning hver anden lørdag formiddag under ledelse af Lars Nilsson måtte vi opgive igen. Der var for lidt interesse.

Klubben har indledt et samarbejde med Allerød Skakklubs juniorafdeling. I første omgang vil spille nogle venskabsmatcher mod hinanden. Konceptet blev afprøvet lørdag den 10. marts hvor 4 juniorer fra Hillerød spillede dobbeltrundigt mod 4 juniorer fra Allerød. 

Juniorafdelingen har også stillet hold i den københavnske juniorholdturnering og klaret sig pænt.

Magni har deltaget i det åbne skånske skoleskakmesterkab. Magni klarede sig rigtig flot og med 5 af 7 tog han præmie.

Fremtid.

Vi har i Hillerød Skakklub valgt at investere – både kapital og energi – i en 5 års plan med mange nye elementer og initiativer. Nu er første år gået, og bestyrelsen har løbende evalueret resultaterne. Generalforsamlingen skal nu også være med til at evaluere resultaterne, og så går vi ellers i gang med år 2.

Her følger noget af det, der er på paletten for 2018-19:

Hillerød Skakskole for de unge skal fortsætte med at tilbyde differentierede skaktilbud. Det skal fortsat være sjovt at gå til skak, men vi skal også til at fokusere en smule på konkurrencebegrebet, som jo er en vigtig del af skak. De unge skal ud at spille skak – i første omgang mod jævnaldrende med senere også mod voksne.

Vi skal også nå andre målgrupper end de unge. Vi skal gentage og udbygge vores introduktionsprogram for skakinteresserede voksne.  Vi mangler akut medlemmer i aldersgruppen 20-40 år.

Vi skal fortsætte med at gøre klubbens program mere attraktivt for medlemmerne – lidt mindre fokuseret på turneringer og gradvist mere fokus på andre arrangementer.

Flere ugentlige skaktilbud udover tirsdag aften: Vi vil introducere eftermiddagsskak i Brohuset onsdag eftermiddag med varieret program. Klubben viser dermed også sit ansigt i den del af byen.

Vi skal udbygge samarbejdet med Cafe Kaffebaren og evt andre cafeer i byen.

Vi vil fortsat søge efter egne lokaler med skakindretning, plads til klubbens bibliotek, cafearrangementer osv.

Vi vil fortsat arbejde henimod at blive en stor og levende klub med +120 medlemmer om 4 år.

Vi vil også være med i toppen af dansk skak. Målsætningen er top-3, adgang til europacuppen og et hold mere i divisionerne.

I den kommende sæson har vi 3 hold der spiller samtidig søndagskampe. Det stiller store krav til ikke bare spillere, men også kampledere.  Vi skal have uddannet flere kampledere i klubben. På sigt kan vi ikke længere få lov til at have spillende kampledere.

Helt generelt skal vi sørge for at holde gejsten og engagementet oppe, så flere har lyst til at deltage og give en hånd med – til stort eller småt.  Da vi startede sidste sæson var alt nyt og spændende. Nu er det ikke nyt længere – nu er vi midt i en proces, men det er stadig vigtigt at så mange som muligt bidrager. Det er vejen til succes for Hillerød Skakklub.