Hillerød skakklub
stiftet 1910

Vedtægter (2016)


 

§ 1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er Hillerød Skakklub og hjemsted er Hillerød Kommune.

§ 2 Formål

Hillerød Skakklub har til formål at udvikle og fremme kendskabet til og interessen for skakspillet. Klubben skal være medlem af Dansk Skak Union.

§ 3 Medlemmer

Enhver m/k kan optages i foreningen. Indmeldelse skal ske skriftligt og vil få virkning når første kontingentindbetaling har fundet sted. Udmeldelse skal ske skriftligt og vil få virkning fra næste kontingenthalvår. Medlemmer i kontingentrestance kan ikke optages i andre skakklubber under Dansk Skak Union.

§ 4 Virkemidler

Som virkemidler kommer særligt i betragtning:
a) Afholdelse af en årlig klubturnering med kåring af klubmesteren samt op- og nedrykning mellem klasserne
b) Afholdelse af turneringer i øvrigt, såvel interne som åbne
c) Deltagelse i hold- og enkeltmandsturneringer under Dansk Skak Union
d) Deltagelse i andre hold- og enkeltmandsturneringer i det omfang, der er interesse derfor blandt medlemmerne
e) Afholdelse af matcher mod andre klubber
f) Undervisning i teori, herunder afholdelse af studiekredse

§ 5 Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Den afholdes ordinært hvert år i april-maj måned, samt ekstraordinært, når bestyrelsen beslutter det, eller mindst 25 % af medlemmerne skriftligt anmoder bestyrelsen herom med angivelse af de(t) punkt(er), der ønskes behandlet. Indvarsling skal ske skriftligt med mindst 10 dages varsel og angivelse af dagsorden. Denne er for ordinære generalforsamlinger:
1) Valg af dirigent
2) Aflæggelse af beretning
3) Aflæggelse af regnskab
4) Forelæggelse af budget og fastsættelse af kontingent for det kommende år
5) Indkomne forslag
6) Valg af:
    a) formand, næstformand, kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer
    b) 1 revisor
    c) 2 suppleanter (fælles for punkt a-b)
7) Valg af juniorudvalg
8) Eventuelt

Forslag fra medlemmerne skal være formanden i hænde senest 4 dage før generalforsamlingens afholdelse. Alle valg sker ved almindelig stemmeflerhed, og øvrige afstemninger ved simpelt flertal. Dog kræves til vedtægtsændringer eller til beslutning om klubbens evt. opløsning, at 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for forslaget. Alle medlemmer har stemmeret, og alle er valgbare. Dog skal flertallet i bestyrelsen, herunder såvel formanden, næstformanden og kassereren, være fuldt myndige. Såfremt formand, næstformand og kasserer ikke kan vælges på generalforsamlingen, vælges der 6 bestyrelsesmedlemmer, der konstituerer sig selv på førstkommende bestyrelsesmøde.

§ 6 Bestyrelse

Bestyrelsen, der vælges for et år ad gangen, varetager under ansvar over for generalforsamlingen den daglige ledelse af klubben, jfr. § 4. Den har herved adgang til at udpege ansvarlige holdledere samt i øvrigt at indgå aftale med medlemmer om disses aktive medvirken i klubbens arbejde (f.eks. som kampledere, turneringsledere eller ved teoriundervisningen). Alle afgørelser træffes ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.