Hillerød skakklub
stiftet 1910

2016 2015 2014 2013 2012 2011 2010 2009 2008

DM 2018


Af Hans E. Jacobsen

DM 2018 er slut, og de sidste deltagere er på vej hjem. Igen et velgennemført stævne af de dygtige arrangører fra Sydfyn. Spillestedet, organisationen og omgivelserne var perfekte.

Årets danmarksmester blev den unge Bjørn Møller Ochsner fra Århus, der vandt med 8 af 9. En helt formidabel score, hvor vi skal helt tilbage til Bent Larsens storhedstid for at finde en tilsvarende overlegenhed. I det hele taget blev det ungdommens DM. De to ungdoms europamestre - Jesper Thybo og Jonas Bjerre delte andenpladsen.  Længere ned med 3 point kom Nikolaj Borge i sit turneringscomeback efter 19 års fravær.  Nikolaj startede flot og sluttede godt, men er næppe selv tilfreds med resultatet af de øvrige partier. Forhåbentlig har det alligevel givet Nikolaj mod på flere turneringer i årene fremover!  Klubbens tidligere medlem Martin Percivaldi sluttede på 3½ point, og er nok heller ikke helt tilfreds.

Tim var klubbens repræsentant i kandidatklassen. Tim har tidligere klaret sig rigtig godt, og været tæt på at vinde kandidatklassen. I år blev det til 4½ point - en 7. plads og en score tæt på forventet.

I G7 deltog Svend Steenstrup og Mikael Ramkilde.  Svend havde ikke sin bedste turnering, og måtte nøjes med 2½ point. Til gengæld slog Mikael Ramkilde til.  Mikael spillede flere gode partier - fik 4½ point - hvilket både gav en god portion rating og en ratingpræmie.  Eneste præmie til hillerødspillere i turneringen.

I G5 deltog Peter Svendsen, Hans E. Jacobsen og Bernhard Sørensen.  Vi undgik mirakuløst at møde hinanden. Svenne havde muligheden for at vinde turneringen i sidste runde, men forcerede for voldsomt og endte med at tabe til et 10 årigt stortalent.

Peter fik 3 point, mens Hans fik 2½ og Bernhard kun et enkelt point.

Endelig deltog Peter Langer i kort G5 - 5 runder på 3 dage. Langer startede som lyn og torden med to sejre og havde efter yderligere to gange remis 3 point før sidste runde. En sejr havde givet en god præmie, men....desværre. Det blev tab og præmien forduftede.

Hvad skete der ellers?  Peter Svendsen gik ud af DSU's forretningsudvalg, men klubben er stadig repræsenteret nu ved Bernhard Sørensen.

Endelig var der lynturneringen, hvor både Nikolaj og Tim deltog sammen med Palle Skov og Ellen Kakulidis. Ingen nåede dog til finalen i denne omgang!