Kvik links:

Intro video


Sponsorer




 


Frivillig støtte indbetaling

 

2015-16 <> 2017-18

Skakligaen 2016-17


Hillerød 1


19. marts 2017

Det går ikke altid, som man kunne ønske sig i skak. De afsluttende runder i holdturneringen sluttede med lidt af en nedtur.

Her i weekenden skulle Hillerød i Skakligaen forsøge at redde livet i svære kampe mod Philidor og Jetsmark. Men det gik desværre ikke. Hillerødspillerne underpræsterede en smule, og hvis holdet skulle have overlevet, havde det været nødvendigt at overpræstere.
Et ærgerligt tilbageslag ingen tvivl om det, men det ændrer ikke noget ved klubbens fremtidsplaner og visioner.

Hillerød Skakklub har vedtaget en 5 års plan, der skal bringe klubben op blandt de allerbedste klubber i Danmark målt på medlemstal, klubaktiviteter, klubmiljø og resultater.
Planen er så småt ved at udmønte sig i konkrete initiativer og starter rigtig op ved indgangen til næste sæson. Med tilgang i løbet af sæsonen af IM John Rødgaard, og fra næste år også af GM Sune Berg Hansen, så er årets skuffelse forhåbentlig kun et lille bump på vejen til noget meget større!

27. februar 2017

Hillerød 1 - Skanderborg 1: 3 - 5.

Et hæderligt nederlag til en meget stærk modstander. Resultatet gør desværre, at den afsluttende dobbeltrunde om tre uger bliver nervepirrende spændende. Dagens store lyspunkt var IM John Rødgaard, der i sin første optræden for Hillerød spillede et flot parti og vandt med sort - dagens eneste individuelle sejr til hjemmeholdet. Jens Østergaard kæmpede meget længe for at holde et svært tårnslutspil, og reddede til sidst et meget vigtigt halvt point hjem ved trækgentagelse.

8. januar 2017

Hillerød 1 - Århus/Skolerne 1: 4½ - 3½

SK 1968 1 - Hillerød 1: 5 - 3

Hillerøds skakligahold fik en kneben sejr lørdag på 4½-3½ over Århus/Skolerne, men tabte søndag til et andet århushold - SK1968 med 3-5. Et lidt ærgerligt nederlag, eftersom nedrykningsstregen nu rykker tættere på. Weekendens store helt var Ib Hother Andersen, der vandt sit parti i begge matcher.

21. november 2016

Hillerød 1 - Brønshøj 1: 3 - 5

Hillerød havde i Skakligaen en svær hjemmekamp mod topholdet fra Brønshøj. Selv om Brønshøj havde flere afbud, var det en hård match, som Hillerød tabte 3-5. På en god dag kunne Hillerød godt have scoret lidt mere, men alt i alt et tilfredsstillende resultat.

31. oktober 2016

Nordre 1 - Hillerød 1: 3½ - 4½

Meget flot start for Hillerød i Skakligaen:
Lørdag en vigtig sejr på 4½-3½ over Nordre Århus - en af de direkte konkurrenter i kampen for at undgå nedrykning.

Hillerød 1 - Nordkalotten 1: 4 - 4

Søndag stod det på lokalopgør mod Nordkalotten, som sidste sæson blev nr. 3 i ligaen, og som igen i år var storfavoritter i det indbyrdes opgør. Men hillerødspillerne kæmpede eksemplarisk og fik 4-4 i en meget lige kamp. Efter 2 runder har Hillerød 8½ brætpoint og 3 matchpoint - det er klart over forventet.

27. oktober 2016

På lørdag indleder Hillerød Skakklub sin 4. sæson i træk og den 5. i alt i Skakligaen mod Nordre Skakklub fra Århus. Samtidig kan vi fejre et stort og bemærkelsesværdigt jubilæum - Jens Østergaard spiller sin kamp nr. 200 for Hillerød Skakklubs førstehold. Det er markant flere end nr. 2 på listen - Martin Rosenkilde med 138 kampe.

'Øsse's kampe er fordelt på 28 sæsoner, hvoraf de sidste 24 sæsoner har været uden et eneste afbud! Med andre ord: Det er 25 år siden, at Øsse sidst har meldt afbud til en skakholdkamp!! Det er en helt utrolig stabil præstation, og udtryk for en holdånd udover det sædvanlige. Et stort tillykke til Øsse med denne præstation!

Top 10 listen over flest spillede holdkampe ser således ud:

1. Jens Østergård 199
2. Martin Rosenkilde 138
3. Carsten Erlandsen 131
4. Aksel Ros 129
5. Peter Olsen 110
6. Tim Jaksland 102
7. Thomas Svenninggaard 101
8. Ib Hother Andersen 100
9-10. Bozidar Markovic 85
9-10. Allan Christensen 85

Øsse har i de 119 partier scoret 111,5 point svarende til 56%. Det er også den højeste scoringsprocent blandt top 10 spillerne.
Så alt i alt er Jens Østergaard i enhver henseende indbegrebet af stabilitet og holdånd på Hillerød Skakklubs førstehold gennem en hel generation!

Man bemærker også, at i den afsluttende dobbeltrunde i sidste sæson sneg - i al ubemærkethed - både Tim Jaksland og Ib Hother Andersen sig over 100 kampe på Hillerød Skaklubs bedste hold. Også tillykke til Tim og Ib.

Tilbage til starten på holdkampsæsonen 2016/17. Hillerød møder i de første to runder Nordre og Nordkalotten - to vigtige kampe, hvor der gerne skulle være både gode brætpoint og matchpoint at hente, specielt mod Nordre. Hillerød vil objektivt set få det svært i den kommende sæson, hvor holdet ratingmæssigt ligger til at blive nr.9. Tabet af Martin Percivaldi vil nok blive mærkbart, og måske for alvorligt. Heldigvis er Martin Rosenkilde tilbage igen i klubben efter to år i udlandet.

Sæsonåbningen med dobbeltarrangement lørdag/søndag foregår på Græsted Skole og alle partier vil blive vist live på DSUs hjemmeside.