Kvik links:

Intro video

Frivillig støtte indbetaling

 

Sponsorer

 

 

2016-17 <> 2018-19

2. division 2017-18


Hillerød 2


4. marts 2018

Så sluttede eventyret for Hillerød 2 i 2. division. Sidste kamp mod Odysseus skulle vindes 5½-2½ og starten var rigtig lovende. Foran 3-1 begyndte vi alle at håbe på miraklet. Stillingerne gav visse muligheder, men desværre gik ikke alt Hillerøds vej. Kampen sluttede 4-4 og nedrykningen var en realitet. Thomas vandt et meget flot parti på 2. bræt, og de andre vindere var holdets topscorer Peter Svendsen og Søren B. Andersen.

Holdet har i sæsonen været hårdt belastet af sygdom og afgivelse af reserver til førsteholdet, så dette taget betragning har resultaterne været meget tilfredsstillende.

11. februar 2018

Hillerød 2 tabte for tredje gange i træk 2-6 og dermed er nedrykningen nok uundgåelig. Selv om kampen ratingmæssigt lå til 4-4 gik det meste skævt for Hillerøds tropper. Hillerød skal nu vinde 5½-2½ i sidste runde for bare at blive nummer 7 og næstsidst. Men det er også værd at kæmpe for. Det er før set, at et holde har trukket sig, og at der bliver plads til nr. 7 i den efterfølgende sæson.

15. januar 2018

Hillerød 2 tabte stort:  2-6 til Øbro 3. Begge hold ligger nu i den kedelige ende af tabellen med 3 under igen.

17. december 2017

Hillerød 2 vandt 4½-3½ over BMS 2.

Hillerød 2 overraskede igen. Med 4 reserver på holdet overgik spillerne igen alle forventningerne. BMS stillede endda med den tidligere landsholdsspiller Jacob Øst Hansen på førstebræt, men det var også det eneste parti BMS vandt. For Hillerød vandt Peter Svendsen og Morten Kühn, mens resten spillede remis.

5. december 2017

Helsingør 1 - Hillerød 2: 3½-4½

Af Lars Nilsson

Det var med bange anelser, at 2. holdet drog til Helsingør til runde to i 2.division. Pga. sygdom og arbejde mv., var vi på papiret vældig decimeret. Og havde fire 3. holds-spillere med! (dvs. Svenne ER jo 2. holds-spiller!)

Gu´ske lov havde Helsingør ikke deres ankermand IM Erling Mortensen med.

Bræt 1) NP hvid mod Michael Jørgensen, i en franskmand hvor vores mand tilsyneladende længe havde styr på begivenhederne, nappede NP en bonde på h5 med en S, istedetfor at vælge en MEGET remisagtig stilling via slag af en L på e6. Dette medførte, at der få træk efter blev dårlig koordination af hvids brikker, hvilket en så stærk spiller som Michael til fulde udnyttede og tog hele pointet.

Bræt 2) Søren sort mod Helsingør-kæmpen Ole Larsen. I en skandinaver begik Søren efter eget udsagn en grov fejl i træk 15 og blev derefter spillet ned, desværre.

Bræt 3) Holdlederen Nilsson hvid mod Gerner Carlsson. Et typisk parti af ut, rigtig rollercoast-parti i skotsk. Jeg fik spillet et skrækkeligt S-træk, som efter en simpel taktisk finesse tabte en centrumsbonde rent. Nåh, tænkte: Så må det bære eller briste, kastede mine kongebønder frem, bevarede de lette officerer til trods for deplaceringer. Vupti fik en god taktisk ting ind pga. hans svage bund, vandt en officer! Men - men lang vej endnu, skulle gøre 14 træk endnu før tidskontrollen, og uret lå uafbrudt mellem 5-55 sekunder. Så lykkedes det mig at få soldet officeren, og endte i et T-slutspil med ren bonde under. Sendte Mads Boe en tanke eller to undervejs, da jeg for 2 år siden tabte et lignende slutspil, hvorefter han forklarede mig om 3 og 6 række-reglen! Styr på det denne gang, og fik reddet remisen - som sidste mand færdig - også derfor jeg ikke har så meget tjek på mine holdkammeraters partier.

Bræt 4) Palle spillede noget overraskende Volga med de sorte brikker mod Jan Rimer. Som altid i Volga, har man den gode bondestruktur, og ALTID chancer på trods af, at man har gambittet en bonde! Palle stod dog næstbedst, da hans modstander vadede ind i en simpel afdækker-skak til Damen, og dermed 1-0 til vores mand!

Bræt 5) Svenne hvid mod Kristian Bjørneboe. I et fint parti, endte vores mand op med D+5 bønder ( tror jeg det var!) mod 2 S+L+2b. Det spillede Peter umiddelbart stensikkert og kørte sejren hjem.

Bræt 6) Arne sort mod Lasse Henningsen. Det så længe MEGET svært ud for Arne, der var under voldsomt pres, klarede ærterne, og uglerne sagde minsandten, at Arne missede en gevinst til sidst, efter at have givet Damen for to tårne. Men dog en god remis her!

Bræt 7) Morten stillede i sidste øjeblik op, trods familie-forpligtelser, tusind tak for det Morten. Jeg nåede ikke at se, hvad der skete. Men Morten stod fint og havde lidt pres, så meget sikkert halvt point mod Claus Molin..

Bræt 8) Henrik fik reddet sig en meget passiv og skidt stilling med de sorte klodser mod endnu en Helsingør-kæmpe, nemlig Ib Jensen. Her er Henriks eget udsagn om den overraskende gevinst:
Jeg var meget heldig. Stod skidt og forsøgte noget fusk, som ikke rigtig virkede. Men det var lidt uklart og tiden gik. Min modstander glemte pludselig at trykke på klokken i en total vundet stilling, så holdkammerater bad dommeren at gøre ham opmærksom herpå. Så prøvede jeg bare at overleve til træk 40, inden jeg ville give op. Men sørme om en cafefidus ikke fik ham til at bruge al sin tid på at finde en mat, og så overskred han tiden. På et tidspunkt havde han mat i 3, men den overså han!

Summa-summarum 4½-3½ til os over Helsingørs 1.hold! Dr.Elo sagde 2½-5½, så en gedigen overraskelse må man sige. En fornøjelse at følge mine holdkammerater og reserver kæmpe det bedste de har lært!

Tak for kampen fra en glad og stolt holdleder.

3. december 2017

Ikke mange havde levnet det afbudsplagede hold mange chancer mod Helsingør. Men holdet og ikke mindst reserverne overgik sig selv, og vandt 4½-3½. Palle Skov, Peter Svendsen og Henrik Holm vandt, mens Lars Nilsson, Arne Øland og Morten Kühn fik remis.

19. november 2017

Nørrebro 1 - Hillerød 2: 5-3

Hillerød 2 debuterede mod Nørrebro 1. Hillerøds hold var afbudsplaget med 3 reserver, men var alligevel tæt på at redde et 4-4 resultat i land. Efter lidt omkiftelige begivenheder i og omkring tidsnøden endte det alligevel med et nederlag på 3-5. Nogenlunde som forventet efter ratingtal. Carsten Erlandsen og Niels-Peter Nielsen stod for sejrene.