Kvik links:

Intro video


Sponsorer




 


Frivillig støtte indbetaling

 

2009-10 <> 2011-12

Klub turnering 2010-11


22. marts

Sidste runde af klubturneringen fik et overraskende forløb. Ib og Christopher, som kæmpede om klubmesterskabet, havde begge hvid mod henholdsvis Henrik Holm og Martin Percivaldi. Noget overraskende måtte de begge kæmpe for at holde balancen og ikke mindst Ib var meget tæt på at tabe til Henrik. Slutresultatet blev remis i begge opgør og dermed vandt Christopher sit andet klubmesterskab. Det var en meget fortjent sejr i en sæson, hvor Christopher har spillet helt formidabelt i alle sammenhænge. Han lagde sig hurtigt i spidsen af tabellen, og blev der turneringen ud. Undervejs tog han de remisser han kunne tillade sig mod bl.a. Ib. Et stort tillykke til Christopher med mesterskabet! Ib blev en lige så fortjent nummer 2, og i kampen om 3. pladsen vandt Hans i sidste runde det afgørende parti mod Laurids. Lidt længere nede i rækkerne finder vi en meget smuk debut for Martin Percivaldi, der efter en svær start kom rigtig fint ind i kampen. Det lover godt for fremtiden!

I B-gruppen blev afgørelsen lidt skæmmet af, at Ole vandt uden kamp over Jens Søndergård. Nærmeste rival Erik Hvalsøe tabte til Hans Henrik Hviid, og måtte derfor nøjes med andenpladsen efter en i øvrigt flot turnering. Tillykke til Ole med 1. pladsen og oprykning til A-rækken.

 

 

1. marts

Der bliver spænding til det sidste i klubturneringen, efter at både Ib og Christopher vandt i næstsidste runde over henholdsvis Hans og Frands. Forskellen mellem de to spillere er kun på et halvt point før sidste runde. I rundens øvrige kampe viste Martin Percivaldi en fantastisk overlevelsesevne og snoede sig ud af et tilsyneladende knusende angbreb fra Laurids side og endte med en merofficer som vandt. Flot spillet! I det sidste parti vandt Poul over Henrik Holm.

I B-gruppen blev topopgøret mellem Ole og Hvalsøe remis og dermed er spændingen helt i top før sidste runde. Det kan enten blive Ole, Erik eller Jens der løber med førstepladsen og oprykningen til A-gruppen i næste sæson.

8. februar

Dagens topopgør stod mellem Ib og Poul. Det lykkedes Ib at vinde efter hård kamp med sort, og dermed ligger Ib stadig lige i baghjulet på Christopher. I de øvrige partier vandt Esben over Holm, mens Martin og Hans spillede en remis, hvor Martin længe stod i overkanten.

I B-gruppen tabte Jens Søndergård til Langer, og mistede et vigtigt skridt i kampen om oprykning. Jan vandt over H3, der havde kastet sin ellers så solide og forsigtige stil overbords, og så gik det helt galt! Ole vandt et vigtigt parti over Stig og ligger stadig og lurer på førstepladsen.

25. januar

Christopher har kursen sat mod sit andet klubmesterskab. Med rundens sejr over Henrik Holm har Christopher taget noget der ligner afgørende afstand. I de øvrige partier vandt Ib over Esben, der ikke kan få spillet til at køre i år. Martin vandt lidt heldigt over Frands og har nu kæmpet sig op i medterfeltet. Hans og Poul spillede et langt parti remis. Endnu engang viste Poul sig som en helt eminent fighter. Partiet var tabt flere gange, men Poul blev ved med at kæmpe og finde nye udveje og blev til sidst belønnet med en remis.

I B-gruppen tog Jens Søndergård teten med sejr over Torben, men Ole lurer stadig i baggrunden efter remis mod Jan. I det sidste parti vandt Jacob over H3.

5. januar

Topopgøret i A-gruppen mellem de evige rivaler Ib og Christopher endte remis men ikke uden dramatik!
Hans vandt en heldig sejr over Frands og hænger på i toppen. Det samme gør Laurids, der dog var heldig med at få remis mod Henrik Holm.

I B-gruppen tabte Erik Hvalsøe topopgøret til Jens Søndergård og blev dermed indhentet af Jens i stillingen, men i baghjulet lurer Ole, som endnu ikke har tabt, men mangler et par partier.

14. december

En stor overraskelse er på vej i A-gruppen i årets klubturnering. Laurids Paulsen har på stribe nedlagt Esben Lauge, Poul Kleiminger og Ib Hother og fører klubturneringen sammen med Christopher. Og sejrene har været meget overbevisende - senest gik det ud over Ib endda med sort. Det skal dog retfærdigvis siges at Christopher som den eneste har vundet over Laurids, men har spillet et parti færre end de øvrige. I 4. runde kom Martin Percivaldi på tavlen, da Henrik Holm spillede for hårdt på gevinst, men det var godt fightet af Martin! Hans vandt hurtigt over Esben der overså en vigtig detalje i en svær stilling.
Wojciech har desværre trukket sig fra turneringen pga. arbejde.

I B-gruppen stormer Erik Hvalsøe videre og har maksimum med 4 af 4 efter sejr over Torben Jensen. Jens Søndergaard vandt et sindsoprivende parti på tid imod Stig, der brugte for lang tid i en meget svært parti. Jacob Hein kom på tavlen med en sejr over Evald.

25. november

A-gruppen har indtil videre leveret resultater stort set som forventet, men i anden runde kom alligevel en pæn overraskelse da Laurids fik ram på Esben. Og i udsat parti var Frands tæt på at få krammet på Poul Kliminger, men partiet endte remis efter spændende forviklinger.

I B-gruppen har Erik Hvalsøe og Jens Søndergaard lagt flot ud med 2 af 2. Erik var også med i topkampen sidste år og vil åbenbart lege med i toppen i år igen.

3. november

Så er klubturneringen 2010/11 i gang. I A-gruppen blev der spillet tre partier, og alle endte med sejre til favoritterne, men ikke mindst Martin Percivaldi fik vist, hvad man kan vente sig fra hans side. I et meget kompliceret parti mod Esben, fik Martin vist sit store talent. Ganske vist endte det med at rutinen sejrede til sidst, men Martin matchede Esben hele vejen igennem!
I de øvrige partier vandt Christopher over Laurids, mens Hans måtte kæmpe hårdt og længe for at vinde over Henrik Holm.

B-gruppen nåede i sidste øjeblik op på 10 mand takket være et nyt ansigt - Torben B. Jensen. Torben fik en fin start og vandt over Evald. I de øvrige partier vandt Erik over Jacob Hein og Jens Søndergård over H3. Stig og Jan spillede remis.

1. november

Klubturneringen 2010/11 bliver afviklet i to grupper. A-gruppen består af de 9 højest ratede tilmeldte spillere + Wojciech der vandt B-rækken sidste år og rykkede op. Kampen om klubmesterskabet kommer helt sikkert til at stå mellem Ib Hother Andersen, Christopher Pedersen, Poul Kleiminger og Esben Lauge Sørensen. Alle 4 har vundet turneringen tidligere og rangerer styrkemæssigt klart foran de øvrige.
Blandt de øvrige bliver det ikke mindst spændende at følge den unge Martin Percivaldi, som her for første gang bliver konfronteret med alle klubbens stærke og garvede spillere.

I B-gruppen er der indtil videre kun 8 spillere, men der arbejdes lige til det sidste på at få gruppen fyldt op til en 10-mandsgruppe. Ole Rasmussen ligner en oplagt favorit til oprykning, men flere af de andre er ikke langt efter Ole.