Leros 2011


 
Artemis Cup Leros 2011

Af Hans E. Jacobsen


13. juli

Så er turneringen på Leros i gang. Det tegner til at blive en rigtig lille og hyggelig Open med 77 deltagere heraf 8 stormestre. Hyggen består i det familiemæssige præg, og de afslappede former turneringen afvikles under. Der deltager rigtig mange skakfamilier, hvor enten mor, far og/eller børn spiller med i turneringen, mens man i øvrigt nyder solen og badelivet ved poolen resten af dagen.

Arrangørerne er meget venlige og afslappede og er meget omhyggelige med, at vi alle har det godt på Leros, mens vi er her.

Til gengæld var der ikke meget skakatmosfære over spillestedet da vi ankom - en enkelt plakat i forhallen på hotellet - det var alt. En time før turneringen startede var der stadig ingen spor af skakspillere, skakbrikker eller spillelokalet. Ved andre turneringer er man vant til masser af skakativiteter før en turnering - analyser, lynskak og andet, men her var intet! Men pludselig en halv time før turneringen startede blev spillesalen åbnet og skakspillere begyndte at myldre ind fra alle sider. Og det var skakspillere i alle aldre og for en gangs skyld også af begge køn, så det bliver en anderledes turnering, end vi er vant til fra Danmark.
Alle spillere har indtil 6. runde muligheden fra tage en eller to "byes" dvs. en fridag hvor man i turneringstabellen bliver godskrevet med 0,5 point. Endnu et eksempel på den afslappede og familievenlige holdning der præger turneringen. Muligheden for byes var i øvrigt noget de tre øvrige danske deltagere - Louise Fredericia, Ellen Fredericia og Arne Mathiesen benyttede sig af. De mødte først op til anden runde, hvor de så startede med 0,5 point på tavlen!

Ellers et turneringen startet med den sædvanlige gang elevatorskak i de første runder, som er så karakteristisk for små opens - først møder man en urated og runden efter en titelholder, eller også omvendt.
I første runde mødte Peter Langer en GM fra Azerbadjan. Det var Peters første møde med en GM, og det gik rigtig godt. Peter havde med sort fint og næsten lige spil indtil omkring træk 30. Her ofrede GM'eren en officer for angreb. Det var nok et tvivlsomt offer, men forsvaret var ikke helt let, og Peter kiksede desværre i fortsættelsen og sensationen udeblev. Jeg selv mødte en urated men ikke helt ueffen græker og vandt - omend med en del besvær.
I anden runde er det omvendt. Peter fik en urated græsk knægt - der talte dansk - og vandt let. Jeg mødet en engelsk IM med fransk navn der talte norsk - man oplever mange sjove ting under en sådan skakturnering! Jeg holdt stand længe - havde også en udmærket stilling, men overså noget taktisk. Det er lidt irriterende med disse titelholdere, at de ender med at vinde alligevel, uanset hvor godt man spiller.

Torsdag er turneringens eneste dobbeltrunde og mon ikke elevatorskakken fortsætter et par runder endnu!

15. juli

Torsdagens dobbeltrunde og fredagsrunden er overstået og tendensen er stadig den samme. Vi skiftes begge til at møde meget svagere modstand og vinde for runden efter at møde meget stærk modstand og tabe. Det betyder at Peter efter 5 runder har to point efter 5 partier hvor hvid har vundet hver gang. Jeg selv har 3 point, hvor sort har vundet alle fem gange. I 4. runde mødte jeg også GM Mirzoev fra Azerbadjan og tabte lige som Peter. Efter en unøjagtighed i åbningen oplevede jeg en rigtig gang stormestermassage og blev langsomt men sikkert tromlet ned. I 5. runde mødte vi begge noget der lignede jævnbyrdig modstand, men der er stadig væk omkring 300 point i ratingforskel og det fortsætter også i 6. runde - har vi lige netop set. Nu er det min tur til af få en græker på omkring 2200 og Peter får en urated græker.
Men i 7. runde må det dog efterhånden være muligt at få en bare nogenlunde jævnbyrdig modstander. Vi håber det bedste.
Ellers er det fortsat udpræget hyggeligt at spille på Leros. Turneringsledelsen tager det ikke så tungt, at der ind imellem ringer en mobiltelefon eller at nogen kommer lidt for sent til runderne. Her er vi først og fremmest kommet for at spille skak og hygge os - og så går man ikke så højt op i reglerne. Det er meget sympatisk - hvorfor gøre noget til et problem, når det nu ikke er et problem!

17. juli

Så lykkedes det at bryde rytmen - på den gode måde. Langer vandt som han skulle i 6. runde over en lavere rated græker, mens jeg fik hul på bylden, og vandt et rigtig godt parti mod en græker på 2240. Dermed vandt vi begge i samme runde, og kom pænt langt frem i stillingen i de respektive ratinggrupper. Til min store overraskelse fører jeg i en veterangruppe - for spillere over 55!! Hverken Peter eller jeg havde skænket det en tanke, at vi kunne være veteraner, men vi er altså blevet klogere.
I første omgang blev vi nu rimeligt begejstrede, for der var 200 gode euro i førstepræmie til bedste veteran. Men vi kom ned på jorden igen - præmien var inddraget fordi der kun deltager syv veteraner - der skulle have været otte før præmien blev udløst - ØV!
Samme regel har gjort at ratingpræmien for spillere mellem 1800 - 2000 også er inddraget og i stedet er slået sammen med næste gruppe så grænsen nu er 1800 - 2200. Dermed er chancen for endnu 200 euro nærmest forduftet i horisonten.

I 7. runde mødte jeg den stærkeste dansker i turneringen Arne Matthiesen på 2313. Det blev en ulige kamp, hvor jeg pludselig så spøgelser og tabte ret banalt. Dermed er jeg tilbage på +1. Langer spillede et sindsoprivende parti, hvor fordelen skiftede mange gange undervejs. På et tidpunkt var Peter helt færdig, da hans modstander overraskende valgte at forvandle en bonde til en springer med skak i stedet for en dronning. Peter troede ikke sine egne øjne, og spurgte modstanderen om det var fordi han ikke kunne finde en dronning!
Men det var med vilje, og Peter benyttede sig af chancen til at udligne stillingen og partiet endte remis i et slutspil, som stadig kunne være tabt for Peter. Puha - for et parti!

20. juli 2011

Turneringen på Leros er slut. Tre spillere nåede 7 point og delte 1. præmien - den græske GM Athanasios Mastrovasilis, GM Azer Mirzoev fra Azerbadjan samt IM Adam Hunt fra England. Det er ikke navne, der siger danske spillere ret meget, men nu ved både Langer og undertegnede i hvert fald hvem GM Mirzoev er, for vi mødte ham begge. Langer mødte ham i første runde og jeg mødte ham i fjerde runde. Vi tabte begge - Langer strittede dog godt imod - så vi bidrog aktivt til hans pointhøst på 7 point.

Langer sluttede med to remis og 4,5 point i alt. Det er vistnok lidt over det forventede, og kunne være gået både bedre og dårligere. Langer havde fornøjelsen af, at møde flere af de talentfulde græske juniorer fra Leros, og de var bestemt ikke nemme at tumle alle sammen.

 

Jeg selv startede rigtig godt, og var med 4 af 6 langt fremme i stillingen. Jeg spillede f.eks. et rigtig godt parti i 6. runde mod en stærk græker på 2250.
Hvorfor jeg lige netop efter dette parti begyndte at spille usikkert, og til tider decideret svagt, er svært at forklare. Måske havde jeg skruet mine egne forventninger alt for højt op.
Slutresultatet blev 5 point af 9 - alt i alt et tilfredsstillende resultat, når man tager mine modstanderes styrke i betragning, og det var nok til at vinde kategorien for bedste veteran!

Grækerne gjorde meget ud af præmieoverrækkelse med medaljer og pokaler i massevis. Udover de tre ovenævnte hovedvindere, var der medaljer til en række underkategorier, bedste kvindelige spillere, bedste i diverse ratinggrupper samt bedste i forskellige aldersgrupper.
Den græske turneringsleder kunne være lidt svær at forstå, men pludselig under præmieoverrækkelsen hørte jeg mit navn nævnt, og jeg måtte op på scenen sammen med to unge grækere, hvor jeg lettere desorienteret fik overrakt en sølvmedalje. Der var klapsalver, håndtryk og fotografering - det var i det hele taget meget festligt. På vej ned af scenen måtte jeg dog diskret spørge en af de andre officials, hvorfor jeg havde fået medaljen. Det viste sig at være i kategorien for bedste placerede spiller mellem 1800 - 2000. Ok - det var jeg ikke klar over!

Senere blev både jeg og Langer kaldt op igen. Denne gang var jeg ikke så overrasket, men det var til gengæld Langer. Det var i kategorien +55 år, som jeg vandt, og hvor Peter fik bronze! Den havde Langer ikke set komme! Endnu flere klapsalver, fotografering og håndtryk!!

Det var først efter præmieoverrækkelsen, at det gik op for Peter, at han desuden kun manglede 0,5 point for at komme i præmiepengene i ratinggruppen under 1800. Peter havde taget imod et remistilbud i sidste runde uden at vide, at han med gevinst kunne nå i præmierne i denne kategori.

I det hele taget havde grækerne et helt andet forhold til pengepræmierne end vi er vant til Danmark. Der blev ikke uddelt en eneste pengepræmie under hele den lange afslutningsceremoni. Først da selve ceremonien var slut, kunne de der skulle have en pengepræmie komme op og hente en kuvert! Arrangørerne lagde meget mere vægt på æren, medaljer og pokaler - det var aldrig gået i Danmark. Det må være noget med den græske arv og tradition fra de antikke olympiske lege!

Leros kan bestemt anbefales til skakferie for alle. Det varme klima, de gode spilleforhold, de venlige grækere, de lave priser - alt taler for at gøre stop på Leros for at deltage i 4. Artemis Cup i 2012, hvis ellers grækerne ikke er gået kollektivt fallit inden da. Det er en turnering for spillere af alle styrker og af begge køn. Jeg har aldrig oplevet en turnering hvor omkring 25% af deltagerne er piger eller kvinder!
Spilletidspunktet kl. 16.00 gør at man kan nå både at nyde solen, vandet, øen og maden før brikkerne kalder.

En super turnering er overstået, og en rigtig god ferie er slut. Måske vender vi tilbage en anden gang!