Jørgen Dissing 1928-2013


Klubbens æresmedlem siden 1985, klubbens formand fra 1971 - 1980, klubbens mæcen og velgører er død 85 år gammel.
Jørgen Dissing optræder første gang i klubbens annaler omkring 1963 og var 30 år frem en trofast og engageret klubspiller og formand for Hillerød Skakklub. For 20 år siden flyttede Jørgen Dissing til Viborg, og derfor kender mange af klubbens nuværende medlemmer ikke Jørgen Dissing.

Men på trods af afstanden i geografi - og efterhånden også i tid, så bevarede Dissing sin store tilknytning til Hillerød Skakklub, og besøgte os så sent som i 2010 ved generalforsamlingen i året hvor klubben kunne markere sit 100 års jubilæum.

Palle Skov stiftede bekendskab med Dissing som ung junior i starten af 70-erne og har skrevet nekrologen over klubbens 4. æresmedlem:

Af Palle Skov

Dissing var formand for Hillerød Skakklub i 1970'erne. Han boede alene i den vestlige del af byen, i en villa på Akacievej 10, og vi juniorer vidste godt, at han var noget meget fint, nærmest videnskabsmand.

Lic.agro. stod der i telefonbogen. Altså en licentiatgrad inden for landbrugsvidenskab fra Landbohøjskolen. Sin daglige gang havde han på Statens Forsøgsmejeri, som lå dér, hvor Novo i dag har en del af sin virksomhed.

Alt det er fortid. Statens forsøgsgårde og mejeriet flyttede til Jylland og skiftede navn - og Dissing og hans arbejde flyttede med. Titler og navne som lic.agro, Landbohøjskole og Forsøgsmejeri eksisterer ikke mere - og nu er Dissing også væk. Også han var fra en anden tid.

En lidt distræt veluddannet mand inden for et snævert felt, der kunne virke kejtet og genert, og som man nogle gange ikke tog helt alvorligt på skakbrættet. Vi er en del som efterhånden fik et godt tag på Dissings spil, men først efter nogle alvorlige nederlag.

Når Dissing spillede virkede han både meget koncentreret og forvirret på én gang. Det var aldrig til at regne ud hvad Dissing tænkte, og man kunne let komme til at undervurdere ham og spille for hurtigt. Jeg er næppe den eneste, som er blevet ubehageligt overrasket, over at Dissing havde en parade klar og fik sat et giftigt modstød ind, når man troede at nu var denne mærkelige mand da helt færdig. Dissing sad oftest helt skævt ved brættet med hovedet hvilende på den ene hånd - og jeg husker, at han som regel noterede sine partier med blyant.

Det krævede gode nerver at være passager i en bil med Dissing bag rattet. Og han lagde tit bil til, hvad enten det var til holdkampe eller koordinerede turneringer rundt omkring. På vej til en holdkamp kørte han pludselig i modsat retning ned af en smal ensrettet gade i Roskilde, og fik skræmt flere af os, der var med.
En anden gang i Mesterrækken, da vi til en afsluttende runde var i nedrykningsfare, kørte Dissing af uforklarlige årsager, da vi i to biler var kommet næsten frem til spillestedet, fast i den vist nok eneste mudderpøl i miles omkreds. Vi var somme tider stride over for Dissing, men kun når han ikke hørte det. Her mente et kvikt hovede, at vi på en eller anden måde burde kæmpe os op til bilen og i hvert fald hente Bozidar, der var dårligt gående, ned til den vigtige kamp!

Dissing var venligheden selv, og som det nok også er de fleste i klubben bekendt, er det Dissing alene, som vi kan takke for vores gode økonomi. Han var formand for Hillerød Skakklub da jeg første gang satte mine ben i klubben i 1971 som 12-årig. Jeg spillede skoleskak og sammen med en klassekammerat prøvede vi at tage ud til Frederiksborghallen, hvor klubben spillede på første sal i et mødelokale helt nede ad en lang gang i et lokale fyldt med tobaksrøg.

Der var ikke andre juniorer dengang, og det var før den tid, da børn og unge blev kørt rundt til fritidsinteresserne af deres forældre i bil, så vi måtte cykle. Vi blev hurtigt trætte af det hele og var heller ikke dygtige nok til at vinde over nogle af de voksne, så vi holdt op igen og nøjedes med skoleskakken.

Her kommer Dissing så ind i billedet: Et år efter, da Bobby Fischer gjorde skak rigtig populært, fik klubben en del nye medlemmer, også juniorer. Hvor mange af dem der begyndte, fordi Dissing kontaktede dem, ved jeg ikke. Men han kunne åbenbart huske mig, og ringede en dag og spurgte om det ikke var noget at begynde igen. Og sådan blev det. Den personlige opfordring fra selveste klubbens formand måtte i hvert fald afprøves, og jeg var med i klubben i hele juniortiden, i alle årene under Jørgen Dissings formandskab. Den opringning betød rigtig meget for mig.

Dissings energi og ihærdighed for at holde sammen på klubben i de år var enestående. Bogstavelig talt. Vi var mange juniorer, som satte præg på klubben, men energien blev brugt på skak, og ikke det organisatoriske. Seniorerne i klubben var åbenbart til en vis grad kørt trætte, for som jeg og andre husker 1970-erne, var det stort set Dissing, der stod for næsten alt det praktiske. Han forsøgte flere gange at stoppe, men var for seriøs indstillet til bare at sige klart fra fordi han vel frygtede for klubbens eksistens. Det forstod vi unge ikke rigtig dengang. Så mere end én gang blev der bare råbt "genvalg" når stakkels Dissing på generalforsamlingen forsøgte at trække sig.

I sæsonen 1973/74 rykkede førsteholdet ud af 3. division og stort set alle spillere stoppede med at spille for klubben. I den efterfølgende sæson kunne Hillerød kun lige akkurat stille med to hold mod tidligere både tre og fire hold. Flere spillere fra dengang har gennem årene sagt, at hvis der i den periode ikke havde været en som Dissing, der stædigt holdt fast og fik det til at fungere, så er det et spørgsmål, om klubben havde overlevet.

En del år senere blev Jørgen Dissing helt fortjent udnævnt til æresmedlem netop for denne indsats.

Han vil altid for mig stå som en fin og uegennyttig organisatorisk fighter med et stort hjerte for Hillerød Skakklub.