Olaf Corydon 1935-2015


Af Hans E. Jacobsen

En af Hillerød Skakklubs gamle skakkoryfæer er afgået ved døden 80 år gammel. Det var paradoksalt nok Martin Rosenkilde, der helt fra Jerusalem fulgte med i Politikens netversion, og faldt over dødsannaoncen.

Olaf Corydon-Petersen - eller blot Corydon - er ukendt af rigtig mange af klubbens nuværende medlemmer. Corydon huserede i klubben mellem 1970 og 1990 og var i hele den periode en af klubbens topspillere, og vandt ikke færre end 6 klubmesterskaber.

Som menneske var Corydon en meget sympatisk og vellidt person, som alle kunne lide. Det var kun på skakbrættet, at han var uhyggelig.

Jeg nåede selv at spille 12 partier mod Corydon med resultatet 8-3 til Corydon. Det var nok meget dækkende for vores indbyrdes styrkeforhold. En enkelt remis blev det også til. Selvom vores spillestil var vidt forskellig, så var sætningen 'jeg tilbyder remis' ikke en del af vores fælles skakordforråd. Så der var altid kamp til stregen.

Corydon var en travl mand, der havde mange andre interesser end skak. Han var uddannet som civilingeniør og som et kuriosum blev han i 1977 samtidig Danmarks første astronaut - dog uden at få en tur i rummet. I mange år var han bosat i Gadevang, hvor han også spillede bl.a. kort og badminton.

Skak havde sin afmålte tid til tirsdag aften og ikke meget mere. Trods mange opfordringer, var det derfor kun sjældent at Cotydon spillede fast på klubbens førstehold. Søndagskampe havde ikke den store interesse, men hvis han havde tid, stillede han gerne op som reserve.
Derfor opnåede Corydon kun 47 kampe på klubbens førstehold, hvor han snildt kunne have opnået omkring 120 kampe, hvis han havde villet.

Corydon spillede kun med i klubbens turneringer og i holdkampe. Af samme grund havde Corydon i mange år ikke noget ratingtal, men styrkemæssigt lå han i sine gode perioder vel omkring 2050.

Omkring 1990 flyttede Corydon til Jylland - han fik en høj stilling hos Grundfoss i Bjerringbro - og dermed mistede klubben kontakten til ham. Skakligt set optrådte han lejlighedsvis for Kjellerup og Rokaden i Randers.

Men da klubben fyldte 100 år i 2010, havde vi sendt invitationer ud til mange af klubbens tidligere medlemmer, og vi havde også fundet Corydons adresse i Jylland. En dag fik jeg en opringning med en bekendt og venlig stemme i den anden ende af røret.
Det var Corydon, som jeg ikke havde talt med i 15-20 år. Han kunne ikke komme til jubilæet, men han ville gerne ønske klubben tillykke, og vi fik en snak om klubben i gamle dage. Desværre husker jeg ikke så meget af samtalen. Det var en hektisk periode, hvor telefonen og mailen glødede dagligt. Men det ærgrer mig selvfølgelig meget nu.

Med Corydons død har vi alle mistet et usædvanlig sympatisk menneske og et skakligt naturtalent af de helt store. Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis Corydon havde dyrket og udviklet sit skaktalent seriøst? Nu får vi det aldrig at vide.

Æret være Corydons minde.