2021 <> 2023

Stoltz Vinspecialisten - Hillerød Open 2022


Se også
Turneringstabellen
og resultatet af de
2 hurtigrunder.
Præmier
Afbud
sendes til
Jan Pedersen
senest kl. 15 søndagen før tirsdagens partier.
Sponsor
 

26. oktober 2022

Hillerød Open sluttede med et langt og hårdt sidsterunde parti mellem de to førende Peter Grau og Henrik Holm. Partiet endte remis henad midnat, og det betyder at de to spillere endte på en delt 1.-2. plads, hvor Peter Grau havde bedst korrekttion og blev den formelle vinder af turneringen. Et stort tillykke til begge spillere med en flot turnering.

Den samlede præmieliste ser således ud:

Turneringspræmier
1 Peter Grau
2 Henrik Holm
3 Morten Kühn 5
4 Carsten Pedersen
Præmiegruppe 1
1 Peter Balslev
2 Laurids Paulsen
Præmiegruppe 2
1 Bertil Friis Jensen 5
2 Henrik Damm
Præmiegruppe 3
1 Ulrik Havsager
2 Wlilliam Meincke 3

Peter Grau repræsenterer Sjælsø Skakklub - alle øvrige præmietagere er fra Hillerød Skakklub!

Bertil Friis Jensen spillede en meget flot turnering og blev i virkeligheden nr. 3 i den overordnede stilling, men da 1.præmien i ratinggruppe 2 værdimæssigt er større end 3. præmien, så får han den i stedet. Bertil stiger helt fortjent fra 1398 til 1625 - en uhørt stor ratingfremgang! Samme situation gælder for Peter Balslev, der også får mere ud af 1. præmien i ratinggruppe 1 end en sekundær præmie i hovedrækken.

22. oktober 2022

Henrik Holm vandt over Bertil Friis Jensen og Peter Grau vandt over Carsten Erlandsen i 6. runde af Hillerød Open. Det betyder, at de to spillere mødes i sidste runde i en ren duel om førstepladsen. Turneringen har været fyldt med overraskelser. Udover Henrik Holm fra ratinggruppe 1, så er Peter Balslev (også ratinggruppe 1) og Bertil Friis Jensen (ratinggruppe 2) også begge med i kampen om toppræmierne.

12. oktober 2022

Efter 5. runde af Hillerød Open er Bertil Friis Jensen alene i spidsen efter gevinst mod Peter Christian Grau, der har godt 600 mere i rating. Bertil er derfor rundens største overraskelse, hvilket efterhånden ikke er særligt overraskende.

5. oktober 2022

4. runde af Hillerød Open er afviklet, men blev i den grad overskygget af dagens meget triste nyhed:

En halv time før kampstart blev vi orienteret om, at Søren Bull Andersen var død samme eftermiddag i en alder af 55 år. Søren havde i flere år været hårdt angrebet af kræft, men havde indtil tirsdag kæmpet imod, med alt hvad han kunne. Vi havde under de første runder af turneringen godt kunnet se, at han havde det rigtig skidt, og tirsdag eftermiddag gik den så ikke længere. Vi har mistet en dedikeret skakelsker og en rigtig god skakven i alt for ung en alder. Vi vil altid huske Søren for hans positive væsen og gode humør. Æret være hans minde!

28. september 2022

Efter tre runder i Hillerød Open 2022 er der kun to spillere tilbage med maksimum tre point - Peter Grau og Mikael Ramkilde. Lige efter med 2½ følger Morten Kühn og Bertil Friis Jensen. Bertil vinder præmien for rundens største overraskelse. En sejr med 322 mindre i rating. I de to første runder var det henholdsvis Lene Andersen og Carsten Pedersen der vandt præmien!

21. september 2022

De første to runder af Vinspecialisten Stoltz - Hillerød Open 2022 er spillet. Syv spillere slap igennem hurtigskakdelen med 2 af 2.

Indbydelse

Hillerød Skakklub indbyder til 7-runders åben koordineret EMT i perioden 20. september – 25. oktober 2022. Bemærk at runde 1-2 spilles tirsdag d. 20. september som hurtigskak med 25 min. til hver + 10 sek. pr. træk og runde 3-7 spilles som klassisk skak med 90 minutter til hver plus 30 sekunder pr. træk.

Spillested: Frivilligcentret, lokale 1.3, Fredensvej 12C, 3400 Hillerød.
Tilgængelighed:
Klubbens lokaler er tilgængelige med handicaptoilet for kørestolsbrugere og har ligeledes særlige parkeringspladser ikke langt fra spillestedet!
Rygning: Der må ikke ryges i bygningen.

Spilledage og tider: 6 tirsdage: 20/9, 27/9, 4/10, 11/10, 18/10, 25/10 fra kl. 19.30.
Der er ikke afsat tid til udsatte partier, men alle deltagere kan i løbet at turneringen have op til 2 afbud dog IKKE i sidste runde, hvor man udgår af rundelægningen og noteres for ½ point på tavlen, men resultatet rates ikke. Det er således også muligt at melde afbud til de 2 hurtigskakrunder, men ikke i runde 7!
Fristen for rettidigt afbud til en runde er kl. 15 søndagen inden tirsdagens partier. Senere afbud vil blive regnet som tabt parti. Evt. afbud sendes til Jan Pedersen på mail.

Betænkningstid: Runde 1-2 spilles som hurtigskak med 25 min. til hele partiet + 10 sek. tillæg pr. træk fra træk 1 og runde 3-7 spilles med 90 minutter til hele partiet + 30 sekunders tillæg pr. træk fra træk 1.

Turneringsform: Schweizer, hvor alle spiller i en stor gruppe.
Turneringen bliver ELO-ratet hvis det er muligt, både for klassisk skak og hurtigskak.

Præmier: 1. præmien er på 2.000 kr., 2. præmien på 1.000 kr.

Indskud: 200,- kr. som betales umiddelbart før 1. rundes start. For juniorer under 20 år dog kun 100,- kr.

Mødetidstolerance: 30 minutter til runde 3-7.

Kantine: Der kan købes øl, vand, kaffe/te og chokolade.

Tilmelding: Senest 18. september 2022 kl. 15.


Præmier

Præmierne i Hillerød Open 2022 kommer både fra deltagerbetalingen og fra Vinspecialisten Stoltz:

Hovedturnering
1. Præmie 2000 kroner (HS) + vinpræmie fra Stoltz
2. Præmie 1000 kroner (HS) + vinpræmie fra Stoltz
3. Præmie 700 kroner som vin/gavekort fra Stoltz
4. Præmie 400 kroner som vin/gavekort fra Stoltz

Præmier i ratinggruppe 1-3
1. Præmie 800 kroner som vin/gavekort fra Stoltz
2. Præmie 400 kroner som vin/gavekort fra Stoltz

Hvis en spiller vinder en præmie både i hovedturneringen og i en ratinggruppe, modtager vedkommende kun den største. Den anden præmie går videre til den næstfølgende placerede.