Preben Pagh Nielsen 1937-2015


Af Poul Kleiminger

60-er generationen fra Hillerød Skakklub: Fra venstre: Ib Nielsen, Freddy Nielskov, Preben Pagh Nielsen, Aksel Ros. Med ryggen til John K. Sørensen og Mogens Nørhave.

Hillerød Skakklubs tidligere klubmedlem, Preben Pagh Nielsen, afgik ved døden den 11. august 2015. Preben blev 78 år.

Preben var et skattet medlem af Hillerød Skakklub gennem mere end 20 år. Jeg mødte Preben første gang i 1963, det var på Hotel "Leidersdorff" under NSU-turneringen, hvor Preben "tronede" i mesterklassen med de "gamle" koryfæer, Georg Poulsen, (Frederikssund, 10 gange amtsmester!), og Hillerød-spillerne Aksel Ros, Mogens Nørhave og John K. Sørensen, m.fl., mens jeg selv forsøgte mig i 4. klasse (!). Preben var på dette tidspunkt en habil mesterspiller, og det blev i disse år til et enkelt klubmesterskab (i 1961). Preben var fast mand på klubbens 1. hold, der rykkede op i 3. division i 1962. Senere kom Hillerød op i 2. division, og Preben nåede i alt at spille 73 holdkampe på 1. holdet (med 33½ points som resultat).

Mit venskab med Preben blev indledt, da jeg flyttede til Hillerød i 1970, og jeg skylder bl.a. Preben tak for mit efterfølgende mangeårige venskab med Aksel Ros. Det var også Prebens fortjeneste, at Steen Fedder kom til Hillerød, idet sidstnævnte havde fast kørelejlighed med Preben fra Græsted, hvor begge havde deres domicil i denne periode.

Preben nåede som nævnt mesterstyrke i 1960'erne. Preben var en udpræget positionsspiller (altid d4 med hvid!), og Preben havde stor forkærlighed for det stilrene parti. Denne forkærlighed kunne ind imellem være en svaghed, når modstanderen spillede anti-positionelt, og Preben kunne også sætte en god stilling over styr, hvis ude fra kommende elementer "forstyrrede" koncentrationen. Et morsomt eksempel på dette var en fornøjelig episode i 3. division i starten af 1970'erne, hvor vi mødte Gladsaxe:

Preben spillede 6. bræt, mod Bent Jørgensen, (en solid mesterspiller, der gik med kælenavnet "Keres", fordi han faktisk lignede den berømte lettiske stormester - et kælenavn, der senere blev til "Ceres", fordi Bent Jørgensen under et DM i århus blev ret glad for den lokale øl!). Preben havde spillet sig frem til en solid og lige stilling, da Bent Jørgensen under partiet ved brættet pludselig åbnede en dåse makrel i tomat og efterfølgende "gnaskede" indholdet i sig direkte fra dåsen(!). Det var mere, end Preben kunne klare, og koncentrationen røg sig en tur - og dermed partiet! - Vi andre havde forståelse for Prebens efterfølgende undskyldning, men der var alligevel stor moro på vej hjem i bilen. (I øvrigt vandt Hillerød holdkampen med 4½-3½, så vi andre "hævnede" Preben).

Preben var en gennemført gentleman, såvel på skakbrættet som udenfor de 64 felter. Jeg opbyggede gennem årene et solidt venskab med Preben. Vi spillede både konsultations-partier (med Aksel Ros og Olaf Corydon), og vi analyserede ivrigt K-partier i flere år. Det blev også til en afstikker til Espergærde Skakklub for Preben i 1970'erne, da Hillerød Skakklub fik det svært organisatorisk.

Preben blev i 1989 ramt af en blodprop, kun 52 år gammel. Denne blodprop svækkede naturligvis Preben mærkbart, bl.a. måtte Preben opgive sit erhverv som storsælgende assurandør i Trekroner Forsikring. Men ved sej genoptræning i Esbønderup fik Preben så meget livskvalitet tilbage, at han i årene efter klarede sig relativt flot - fantastisk støttet af hustruen, Ina, som gennem hele livet blev Prebens vitale holdepunkt. Preben og Ina tog i årene efter 1989 bopæl forskellige steder i landet, inspireret af Prebens svingende helbredstilstand. Skakmæssigt kom Preben desværre aldrig tilbage på niveau, men faktisk blev det alligevel til et klubmesterskab i Nakskov i slutningen af 1990'erne.

Omkring 2005 flyttede Ina og Preben tilbage til Hillerød. De sidste år var rigtig slemme for Preben, som blev ramt af stærk demens. I denne skygge, men efter godt 60 års ægteskab med sin Ina, sluttede Prebens liv her i august 2015.

Det er formentlig - og desværre - kun klubbens ældre medlemmer, der kan huske Preben. Jeg kan her henvise til klubbens jubilæumsbog fra 2010, hvor Preben figurerer i billedmaterialet på siderne 34 og 41.

Æret være Prebens minde.