Kvik links:

Intro video


Sponsorer




 


Frivillig støtte indbetaling

 

2021<> ------

Nyheder 2022


Spilletid og -sted

Tirsdag
Fredensvej 12C 1.sal
Juniorer: kl. 18 - 19.15
Alle: kl. 19.30 - slut

Onsdag
Brohuset
Østervang 103
kl. 12:30 - 16:30

Torsdag
Skak Café
Fredensvej 12C 1.sal
Alle: kl. 18 - 21

Ny i skak?  Se hvad Hillerød Skakklub kan tilbyde:

https://nyiskak.dk/Han er  

28. december 2022

Nytårskur 2023!

Hillerød Skakklub åbner sæsonen tirsdag den 3. januar lidt anderledes, end vi plejer. Før vi kaster os over skakbrikkerne senere på aftenen, vil bestyrelsen byde på et lille glas, så vi sammen kan ønske hinanden et godt nytår. Derefter vil vi gerne have din og andre medlemmers hjælp til at finde ud, hvordan Hillerød Skakklub bedst udvikler sig de næste 3-5 år.  Har vi de rigtige rammer om skak?  Har vi de rigtige tilbud til medlemmerne?  Prioriterer vi ressourcerne rigtigt? Er der omåder vi forsømmer? Er der nogle områder du brænder for?

Disse spørgsmål vil vi gerne høre medlemmernes mening om, med henblik på at forny klubbens strategi. Den 'gamle' strategi har vi nu arbejdet efter i fem år. Nu er det tid at gøre status og finde ud af, hvordan Hillerød Skakklub version 3.0 kan se ud, og hvem der vil være med på rejsen!

I bestyrelsen håber vi så mange som muligt vil være med til at bidrage til processen.  Godt nytår til alle medlemmer og venner af Hillerød Skakklub.

18. december 2022

Hillerød Skakklub slutter året 2022 med den traditionelle juleafslutning med æbleskiver, spåmandskonkurrence, julequiz og en sjov og anderledes  juleholdturnering. Desuden er der præmier til alle efterårets vindere i tisdshandicap, åbningsturnering, simultanturnering og lynmesterskab.  Mød op tirsdag den 20. december - juniorerne fra kl. 18.00 og seniorerne fra kl. 19.30 for at markere afslutningen på det måske bedste skakår nogensinde i Hillerød Skakklubs historie.

juletræ

15. december 2022

Brohusafdelingen sluttede 2022 med sidste runde af Brohus XV og indtagelsen af en flot kagemand sponsoreret af Finn Eldor! Vi ses igen onsdag den 4. januar til simultanturnering. Tilmelding til Brohus XVI med start 11. januar.

Kagemand

Resultatet af Brohus XV:  Erik Løveid og Mikael Ramkilde delte førstepladsen i A-gruppen. Bent Nielsen og Torben Winther delte i B-gruppen, mens Finn Eldor vandt C-gruppen. Se alle resultater og slutstilling.

14. december 2022

10 spillere havde trodset kulden og VM-semifinalen i fodbold mellem Argentina og Kroation for at spille om klubmesterskabet i lynskak.

Favoritten Jens Østergaard levede op til værdigheden og vandt med 8½ af 9, men måtte kæmpe hårdt mod flere af de unge talentfulde løver og måtte f.eks. nøjes med remis mod Frederick Agerbo.  De næste pladser gik til de unge:  Bertil Friis Jensen fik 7 point, Anton Moe fik 6½ point mens Oliver Lehmann og den ikke helt så unge Morten Kühn fik 6.

12. december 2022

Husk lynmesterskabet tirsdag den 13. december. Tilmelding sker ved fremmøde kl. 19.30.  Turneringsformatet er seksmandsgrupper, der spiller alle mod alle, fulgt af finalegrupper hvor 1-erne udgør en finalegruppe, 2-erne næste finalegruppe osv.  Alle kommer til at spille en indledende gruppe og en finalegruppe.

10. december 2022

Automatiske døre og manuel servering. De er nu flinke og gæstfri folk vores venner i Allerød Skakklub.
Læs Frands Lavrsens beretning om hvordan Hillerød 3 kunne tage 6½ point mod Allerød 2.

8. december 2022

Husk Hillerød Skakklubs lynmesterskab tirsdag den 13. december. Tilmelding ved fremmøde tirsdag kl. 19.30.  Ingen indskud - og kun for medlemmer!

Hilllerød 5 spillede klubbens sidste holdkamp i 2022 i A-rækken mod Sjælsø 2.  Topholdet Sjælsø var favoritter, men det lykkedes Hillerød at få 3-3. Holdleder Morten vil sikkert ærgre sig over et unødvendigt officerstab - ellers var det blevet til en overraskende sejr til Hillerød. Individulle vindere for Hillerød blev Mats Lund Guldbrandsen og Arthur Moe. Holdturneringen genoptages i januar måned!

5. december 2022

Resultater fra søndagens holdkampe:

Skakligaen: Nordkalotten - Hillerød 4½-3½.  Et ærgerligt nederlag der kostede førstepladsen i skakligaen til Skanderborg. Hillerød ligger dog fortsat lunt til på andenpladsen i kraft af gode brætpoint. Dagens individuelle vindere blev Nikolaj Borge (nu 3 af 4) og Martin Percivaldi der har imponeret med 4 af 4.

2. division: Hillerød 2 - BMS 2  4½-3½. Mesterrækken: Hillerød 3 - Allerød 2  6½-1½ og Hillerød 4 - Allerød 1 3½-4½.

Om tirsdagens holdtræning med Lars Schandorff har haft betydning skal være usagt, men ikke desto mindre scorede alle tre Hillerød mandskaber to point mere end forventet efter ratingtallene.

At Hillerød 2 skulle kunne vinde over topholdet BMS 2 stod bestemt ikke skrevet i stjernerne, men individuelle sejre til Dan Erichsen, Finn Nøhr, Mikael Ramkilde og Alexander Kapitonov banede vejen.

Hillerød 3 udraderede Allerød 2 i en kamp hvor de unge slog til: Sejre til Poul Hempler, Nienke van den Brink og Johan Lauridsen. Men også sejre til de lidt ældre - Laurids Paulsen og Frands Lavrsen.

Hillerød 4 var oppe imod overmagten i form af Allerød 1, men det kunne man ikke se på spillet i en helt jævnbyrdig match. Igen kom sejrene til de unge: Bertil Friis Jensen og Emil Skallebæk.

Alt i alt en meget flot skaksøndag for Hillerød Skakklub.

3. december 2022

Søndag den 4. december er fire hold fra Hillerød Skakklub i aktion.

Skakligaholdet er på udebane imod Nordkalotten og skal forsøge at forsvare 1.pladsen i skakligaen. Kampen spilles i Græsted fra kl. 12.00.  Hillerød og Nordkalotten plejer at spille meget lige og jævnbyrdge kampe.

I 2. division spiller Hillerød 2 på hjemmebane mod BMS 2 - en meget svær modstander - BMS fører rækken og er favorit til oprykning!

Endelig skal både Hillerød 3 og 4 til Allerød og spille dobbeltkamp mod Allerød 1 og 2.  Det bliver også et par svære kampe - ikke mindst for Hillerød 4, der skal op imod Allerød 1.

27. november 2022

Tirsdag den 29. november fortsætter vi traditionen med de succesfulde holdtræninger med stormester Lars Schandorff. Målgruppen er primært spillerne på vores tre søndaghold, men også spillerne på Hillerød 5 i A-rækken har en styrke der passer til holdtræningen - ca. 1700 og opefter.  Udgangspunktet for træningen vil være partier spillet i holdkampe af nogle af spillerne på de nævnte hold. Holdtræningen starter kl. 19.30.

25. november 2022

I den udsatte holdkamp i A-rækken mellem Hillerød 5 og Gribskov løb Hillerød ind i et overraskende nederlag på 2½-3½.  Hillerød var ratingfavoritter til at vinde kampen 5-1, men en udpræget off-day for flere af spillerne kombineret med et meget flot kæmpende Gribskov hold vendte resultatet helt på hovedet. Eneste sejr til Hillerød stod Søren Nygaard for!

24. november 2022

Lige ved og næsten lukker ikke modstanderen ude fra festen. Det måtte Hillerød 3 opleve, da holdet tabte knebent 3½-4½ til Roskilde 1. Læs Frands Lavrsens spændende beretning om det ærgelige resultat.

23. november 2022

Premieren på simultanturneringen blev en stor succes. 16 deltagere fordelt på fire grupper havde en sjov og fornøjelig skakaften, hvor alle prøvede at være på begge sider af brættet i simultan.

Simul1 simul 2

 Idemanden bag turneringen Frands Lavrsen venter på, at Oliver Lehman når frem til brættet. På det andet billede er Esben Lauge Sørensen i dybe tanker i partiet mod Henrik Holm.

De fire vindere blev: Morten Kühn, Anton Moe, Emil Skallebæk mens Frederick Agerbo/Ulrik Havsager delte den sidste førsteplads.

Et nyt koncept der helt sikkert tåler gentagelse!

21. november 2022

Husk Simultanturnering tirsdag den 22.11.  En nyskabelse hvor du prøver at være på begge sider af brættet i en silmultanturnering med ur. Tilmelding er ikke nødvendig - mød op kl. 19.30!

LIVE søndag d. 20. november kl. 12:

Hillerød - ØBRO 6½ - 1½ !!
 

En helt overdådig præstation af Hillerøds Skakligahold betyder, at Hillerød ligger nr. 1!  Vi fører skakligaen - det har vi aldrig prøvet før!

Kampen tegnede i starten meget lige. Der faldt et par rimeligt hurtige remiser på bræt 7 og 8, og Sune på bræt 1 måtte også give remis i et parti uden den store dramatik. Jens Ø. var den første der brød dødvandet og bragte Hillerød foran.  Fra det tidspunkt var det som om Hillerødspillerne skruede op for spillestyrken, og langsomt men sikker kom det ene point efter det andet i hus.  Alle de fire sidste partier faldt ud til Hillerød Skakklubs fordel og sejren endte på 6½-1½. Martin Percivaldi, Isak Storme og Jens Østergaard har nu alle scoret 3 af 3. Lars Schandorff er lige efter med 2½!  Se stillingen i Skakligaen

19. november 2022

De to bedste hold fra Danmarks to største skakklubber - Øbro og Hillerød - støder sammen i Skakligaen søndag i Hillerød Skakklubs lokaler i Frivilligcentret Fredensvej 12 C.  Der er gratis adgang til at se skak på højeste niveau fra kl. 12.00!

17. november 2022

Tirsdag den 22. november har vi premiere på en ny spændende turneringsform, som vi kalder Simultanturnering. Turneringen afvikles på én aften, og alle i klubben kan deltage.

Den foregår ved at spillerne deles op i grupper på fire efter rating. Spillerne i hver gruppe spiller på skift samtidigt mod de øvrige tre i gruppen med den højestratede som den første og dernæst den næsthøjestratede osv.  Alle i gruppen spiller på den måde to partier mod hinanden med hhv. hvid og sort i løbet af de fire runder.

Simultanspilleren, der bevæger sig rundt mellem de tre brætter, har altid hvid. Betænkningstiden er som hurtigskak med 20 minutter til hele partiet og 5 sekunders tillægstid efter hvert træk. Der trykkes på uret umiddelbart efter hvert udført træk, uanset om simultanspilleren er nået hen til det pågældende bræt.

Vinderen i hver gruppe får et gavekort på 150 kr.

Det vil helt sikkert blive underholdende, spændende og udfordrende på en sjov måde for mange at spille mod flere ad gangen. Gå ikke glip af den mulighed og mød derfor op i klubben på tirsdag senest kl. 19.30 og vær med til at få en god oplevelse i premieren på denne nye type turnering. Det er ikke nødvendigt at melde sig til på forhånd.

16. november 2022

Hillerød - Helsingør 6-6!

Det mærkelige slutresultat er resultat af to møder mellem Hillerød og Helsingør tirsdag den 15.11. I A-rækken vandt Hillerød 3½-2½ i Helsingør, mens resultatet blev omvendt i B-rækken i Hillerød.

De individuelle vindere for Hillerød blev Søren Nygaard, Mats Guldbrandsen og Lars Rahbek i A-rækken, mens Lene Andersen og Magnus Hedegaard vandt for Hillerød i B-rækken.

I C-rækken tabte Hillerød 0-4 til et stærkt hold fra Nordkalotten!

Se alle resultaterne

15. november 2022

Turneringen om klubmesterskabet i Hillerød Skakklub er klubbens ældste og vigtigste turnering. Årets udgave starter tirsdag den 10. januar og er åben for alle klubbens medlemmer. Læs mere om turneringen og tilmeld dig på linket.  Se også listen over tidligere klubmestre helt tilbage fra 1937.

14. november 2022

En lille korrektion:  Skakligaen og rækkerne fra mesterrækken og ned spiller med matchpoint før brætpoint - 1. og 2. division gør ikke endnu.  Det betyder, at selvom Hillerød 2 ikke har nogen matchpoint efter to runder, så ligger holdet ikke på sidstepladsen - det gør Bornholm!

13. november 2022

To knebne nederlag til Hillerød Skakklub i søndagens holdkampe. Begge kampe blev tabt 3½-4½, og i en sæson hvor matchpoint tæller før brætpoint kan smalle nederlag være dyre i den sidste ende. 

Hillerød 2 i 2.division tabte til Sjælsø i en kamp, der på forhånd tegnede lige med et lille plus til Sjælsø. Vindere for Hillerød blev Mikael Ramkilde og Peter W. Svendsen.  Se resultaterne.

I mesterrækken var Hillerød 3 kraftig underdog mod Roskilde 1, men holdet spillede en rigtig flot kamp, hvor resultatet kunne være gået begge veje i slutfasen, I slutstillingen manglede et halvt point som både Poul Hempler og Oliver Lehmann sikkert ærgrer sig over, at de ikke bragte i hus! Vindere for Hillerød blev Ole Rasmussen og Johan Lauritsen. Se resultaterne.

12. november 2022

Søndag den 13.november spiller Hillerød 2 en vigtig udekamp mod Sjælsø i 2.division.  Hillerød 3 spiller på hjemmebane kl. 12.00 mod Roskilde 1 mesterrækken.  Hillerød 4 i samme række er oversidder.

Tirsdag den 15.november er tre af klubbens hold i aktion: I A-rækken spiller Hillerød på udebane mod Helsingør, mens holdene i B, og C-rækken har hjemmekampe mod Helsingør og Nordkalotten!

10. november 2022

Junior turneringer

Der er indbydelser til 4 junior turneringer inden Jul i rimelig køreafstand fra Hillerød:

9. november 2022

Vinderne af Hillerød Open 2022 blev fortjent hyldet for deres indsats ved et velbesøgt arrangement i klubbens lokaler, hvor turneringens sponsor - Vinspecialisten Stoltz - præsenterede nogle velsmagende vine han kunne anbefale til festligheder omkring jul og nytår.  Der blev klappet af både præmietagere og Michel Stoltz, der også fik mange ordrer méd hjem.  Vi ser frem til fortsat samarbejde i det kommende år!

Gruppe3Gruppe 2Gruppe 1

Vinderne af præmiegrupperne:  William Meincke, Ulrik Havsager, Bertil Friis Jensen, Laurids Paulsen og Peter Balslev - alle flankeret af Michel Stoltz. Henrik Damm, der vandt andenpræmie i præmiegruppe 2 måtte desværre melde afbud.

Vinder all

Vindere af hovedturneringen: Fra venstre Morten Kühn, Carsten Pedersen, Henrik Holm og Peter C. Grau.  Peter C. Grau fra Sjælsø vandt turneringen foran Henrik Holm Hillerød.

8. november 2022

Hører vin og skak sammen? Ja - Vinspecialisten Stoltz støtter skakken i Hillerød, og Hillerød Skakklub støtter Stoltz ved at klubben og medlemmerne handler i forretningen i Helsingørsgade.  Tirsdag den 8. november kombinerer vi tingene ved, at Stoltz holder vinsmagning i klubbens lokaler fra kl. 19.30 sideløbende med, at der er præmieuddeling fra turneringen Hillerød Open, der sluttede for to uger siden. En turnering som Vinspecialisten Stoltz har støttet i form af fornemme præmier. Bliver der også tid til skak? Ja - selvfølgelig er der altid afsat tid til at spille skak i Hillerød Skakklub!

5. november 2022

Som det sidste hold i denne runde var Hillerød 6 i B-rækken i aktion i Fredensborg torsdag aften. Hillerød 6 er et helt nysammensat hold med meget ungt talent.  Mod et rutineret hold fra Fredensborg kom holdet dog til kort og tabte 1½-4½. Micki fik remis på bræt 2 og Ulrik Havsager vandt på bræt 6.  Se resultaterne

4. november 2022

Hillerød 3 og Hillerød 4 mødtes i holdkampen i Mesterrækken med resultatet 2-6 til 4. holdet. Læs Frands Lavrsens fortælling fra lokalopgøret.

3. november 2022

Tirsdag den 8.november bliver en festlig aften i Hillerød Skakklub. Vinspecialisten Stoltz kommer på besøg for at detlage i  præmieoverrækkelsen fra turneringen Hillerød Open, der sluttede for små to uger siden, og som forretningen har været sponsor for. Desuden vil Stoltz stå for en mindre vinsmagning, hvor de vil præsentere nogle gode vine velgnede til jul/nytår, og Stoltz vil have nogle gode dagstilbud på disse vine.

Mød op kl. 19.30 i klubbens lokaler for at hylde præmietagerne, smage nogle gode vine og støtte klubbens sponsor. Der er gratis adgang!

3. november 2022

Hillerød 7 vandt holdkampen mod Solrød 2 med 2½ - 1½, hvilket var over den forventede score. Niels Nedergaard kunne efter en flot damegevinst køre sejren sikkert hjem, og Jan Pedersen vandt, efter at modstanderen udførte en selvmat i 1 træk. Det halve point sørgede Afan Jahic for, og det burde Bjarne Rasmussen nok også have gjort i en lige stilling med K + 4B til hver. Men efter en dag sammen med tidligere kollegaer og en lang tur til Solrød var det nok svært at bevare koncentrationen.

31. oktober 2022

Pga. folketingsvalg tirsdag den 1. november er der kun juniortræning fra 18-19.15 denne dag. Alle skakaktiviteter efter 19.30 er aflyst og den planlagte holdkamp i A-rækken mod Gribskov er flyttet til torsdag den 24.november.

30. oktober 2022

Hillerød vandt igen i Skakligaen. Denne gang knebent med 4½ - 3½ i en tæt kamp mod Århus/Skolerne. Resultat - og de to matchpoint - hang på resultatet af det sidste parti, hvor holdleder Tim Jaksland måtte ty til en pat-kombination for at sikre det sidste vigtige halve point. Godt kæmpet! Også ros til Martin Percivaldi, Isak Storme og Jens Østergaard, der alle vandt begge weekendens partier! Efter to runder ligger Hillerød nr.1 sammen med Skanderborg og lige foran Brønshøj. Alle hold har 4 matchpoint. En rigtig god start for Hillerød. Se resultaterne.

I 2.dvision tabte Hillerød 2 klart til Frederiksberg med 2½-5½. Eneste sejrherre blev Peter W. Svendsen på 8. bræt. Se resultaterne

I mesterrækken mødte Hillerød 3 og Hillerød 4 hinanden. Holdene er forsøgt sammensat, så de burde være nogenlunde jævnbyrdige, men Hillerød 4 vandt sikkert 6-2 - en gedigen overraskelse.  Se resultaterne.

30. oktober 2022

Fremragende start  af Hillerød Skakklub i Skakligaen!  6½-1½ over SK1968 gav to gode matchpoint og en masse brætpoint på kontoen. Sejre på bræt 1-6 grundlagde den store sejr! Søndag venter en noget vanskeligere modstander i form af Århus/Skolerne - på papiret en ret lige kamp. Vi krydser fingre!

Fuldt kamppogram på klubbens hjemmebane der i dag er flyttet over i Kedelhuset. Hillerød 2 møder Frederiksberg og Hillerød 3 og Hillerød 4 støder sammen i Mesterrækken!  Begge kampe starter kl. 12.00.

29. oktober 2022

I forbindelse med starten på den nye holdturnering er klubbens omfattende statistikmateriale over de sidste 60 års holdkampe blevet opdateret og ajourført.  Der er ikke de store ændringer blandt navnene i toppen af listerne, men Lars Nilsson står til et bemærkelsseværdigt jubilæum på søndag, hvor han spiller kamp nr. 200 for Hillerød Skakklub. Det er der kun 10 andre spillere, der har præsteret i klubbens lange historie. Kampene er fordelt over 28 sæsoner, hvoraf 79 kampe har været på førsteholdet.  Et stort tillykke til Lars Nilsson!  Se holdkampstatistik.

28. oktober 2022

Holdkampene i den nye sæson 2022/23 starter i den kommende weekend og ugen efter med fuldt program.

I skakligaen spiller Hillerød lørdag i Ballerup mod Sk1968 fra Århus og søndag med Århus/Skolerne ligeledes i Ballerup. To meget vigtige kampe, hvis holdet skal godt fra start.

På hjemmebane spiller Hillerød 2 i 2 division søndag på hjemmebane i Kedelhuset mod Frederiksberg, mens Hillerød 3 og 4 støder sammen i Mesterrækken - også søndag kl. 12.00 i Kedelhuset.

Onsdag skal Hillerød 7 til Solrød og torsdag skal Hillerød 6 i B-rækken til Fredensborg.  Kampen i A-rækken mellem Hillerød 5 og Gribskov er flyttet til senere på måneden pga. folketingsvalget.

26. oktober 2022

Hillerød Open sluttede med et langt og hårdt sidsterunde parti mellem de to førende Peter Grau og Henrik Holm.  Partiet endte remis henad midnat, og det betyder at de to spillere endte på en delt 1.-2. plads, hvor Peter Grau havde bedst korrekttion og blev den formelle vinder af turneringen. Et stort tillykke til begge spillere med en flot turnering.

Den samlede præmieliste ser således ud:

1. Peter Grau 5½  2. Henrik Holm 5½, 3. Morten Kühn 5 og 4. Carsten Pedersen 4½

Præmiegruppe 1:  1. Peter Balslev 4½ , 2. Laurids Paulsen 4½

Præmiegruppe 2:  1. Bertil Friis Jensen 5, 2. Henrik Damm 3½

Præmiegruppe 3:  1. Ulrik Havsager 3½, 2. Wlilliam Meincke 3

Peter Grau repræsenterer Sjælsø Skakklub - alle øvrige præmietagere er fra Hillerød Skakklub!

Bertil Friis Jensen spillede en meget flot turnering og blev i virkeligheden nr. 3 i den overordnede stilling, men da 1.præmien i ratinggruppe 2 værdimæssigt er større end 3. præmien, så får han den i stedet.  Bertil stiger helt fortjent fra 1398 til 1625 - en uhørt stor ratingfremgang!  Samme situation gælder for Peter Balslev der også får mere ud af 1.præmien i ratinggruppe 1 end en sekundær præmie i hoverækken. Se turneringstabellen.

Præmierne uddeles ved et sponsorarrangement tirsdag den 8. november kl .19.30.  Mere om dette senere!

23. oktober 2022

7. og sidste runde af Hillerød Open 2022 er lagt.

Se alle resultaterne.

22. oktober 2022

Henrik Holm vandt over Bertil Friis Jensen og Peter Grau vandt over Carsten Erlandsen i 6. runde af Hillerød Open. Det betyder, at de to spillere mødes i sidste runde i en ren duel om førstepladsen. Turneringen har været fyldt med overraskelser.  Udover Henrik Holm fra ratinggruppe 1, så er Peter Balslev (også ratinggruppe 1) og Bertil Friis Jensen (ratinggruppe 2) også begge med i kampen om toppræmierne.   Se alle resultaterne og stillingerne før sidste runde.

Brohus XIV er afsluttet med følgende gruppevindere:  Gruppe A: Flemming Stald Frederiksværk og Erik Løveid Helsingør begge med 3½ point. Gruppe B:  Jan Gregor Gentofte 4½ point og gruppe C - Erik Togeby med 4 point. Alle gruppevinderne var førstegangsvindere i Brohuset.  Se resultaterne.

Næste Brohusturnering starter allerede onsdag den 2. november. Tilmelding er åben!

18. oktober 2022

Hillerød Skakklub stiller i år med ikke færre end syv hold i holdturneringen. Det har vi ikke prøvet før, og det mest spændende bliver, hvordan vi håndterer at have fire søndagshold.  Det betyder mange gange, at 32 spillere skal i kamp samtidig. Desuden skal vi have kampledere og andre hjælpere. Jeg håber klubbens mange medlemmer vil bakke og give en hånd med engang imellem.

Se hvordan alle holdene er blevet sammensat.  Der er så vidt det har været muligt taget hensyn til alle mulige individuelle ønsker.

16. oktober 2022

6. runde af Hillerød Open er lagt.
Luften i spillelokalet bliver ikke så fortættet, som den ellers kan blive. For der er ni afbud til runden.

Se alle resultaterne.

14. oktober 2022

Nordkalotten indbyder til en 7 runders hurtigturnering søndag den 6. november 2022. Der vil blive lagt vægt på en hyggelig turnering i flotte omgivelser på Hotel Gilleleje Strand med pæne præmier. Der vil være en sandwich samt en øl/vand til alle til frokost.
Tilmeld dig i DSU's turneringssystem, og læs mere på 8-hk's hjemmeside.

12. oktober 2022

Efter 5. runde af Hillerød Open er Bertil Friis Jensen alene i spidsen efter gevinst mod Peter Christian Grau, der har godt 600 mere i rating. Bertil er derfor rundens største overraskelse, hvilket efterhånden ikke er særligt overraskende.

Se alle resultaterne.

11. oktober 2022

Præmierne i Hillerød Open 2022 kommer både fra deltagerbetalingen og fra Vinspecialisten Stoltz:

Hovedturnering
1. Præmie 2000 kroner (HS) + vinpræmie fra Stoltz
2. Præmie 1000 kroner (HS) + vinpræmie fra Stoltz
3. Præmie 700 kroner som vin/gavekort fra Stoltz
4. Præmie 400 kroner som vin/gavekort fra Stoltz

Præmier i ratinggruppe 1-3
1. Præmie 800 kroner som vin/gavekort fra Stoltz
2. Præmie 400 kroner som vin/gavekort fra Stoltz

Hvis en spiller vinder en præmie både i hovedturneringen og i en ratinggruppe, modtager vedkommende kun den største. Den anden præmie går videre til den næstfølgende placerede.

9. oktober 2022

5. runde af Hillerød Open er lagt. Der er desværre en oversidder i runden, som er Frederick Agerbo, og som får tildelt 1 point, der ikke vil blive ratet.

Foreløbigt er rundens største overraskelse, at der er otte afbud til runden, som dog ikke udløser anden præmie end ½ uratet point.

Se alle resultaterne.

5. oktober 2022

4. runde af Hillerød Open er afviklet, men blev i den grad overskygget af dagens meget triste nyhed:

En halv time før kampstart blev vi orienteret om, at Søren Bull Andersen var død samme eftermiddag i en alder af 55 år. Søren havde i flere år været hårdt angrebet af kræft, men havde indtil tirsdag kæmpet imod, med alt hvad han kunne. Vi havde under de første runder af turneringen godt kunnet se, at han havde det rigtig skidt, og tirsdag eftermiddag gik den så ikke længere. Vi har mistet en dedikeret skakelsker og en rigtig god skakven i alt for ung en alder. Vi vil altid huske Søren for hans positive væsen og gode humør. Æret være hans minde!

2. oktober 2022

4. runde af Hillerød Open 2022 er lagt. Der er desværre en oversidder i runden, som er William Meincke, og som får tildelt 1 point, der ikke vil blive ratet.

Se alle resultaterne.

28. september 2022

Efter tre runder i Hillerød Open 2022 er der kun to spillere tilbage med maksimum tre point - Peter Grau og Mikael Ramkilde. Lige efter med 2½ følger Morten Kühn og Bertil Friis Jensen.  Bertil vinder præmien for rundens største overraskelse. En sejr med 322 mindre i rating.  I de to første runder var det henholdsvis Lene Andersen og Carsten Pedersen der vandt præmien!

Se alle resultaterne.

21. september 2022

De første to runder af Stoltz Vinspecialisten - Hillerød Open 2022 er spillet. Syv spillere slap igennem hurtigskakdelen med 2 af 2.  Se resultaterne.

Husk evt. afbud med ½ point på tavlen til  Jan Pedersen
senest kl. 15 søndagen før tirsdagens partier.

16. september 2022

Husk Hillerød Open 2022 v/ Vinspecialisten Stoltz starter tirsdag den 20. september.  Tilmelding senest søndag den 18.september.

En fleksibel turnering over 6 tirsdage med mulighed for afbud to gange og alligevel få ½ point på tavlen.  Schweitzersystem med to runder hurtigskak tirsdag den 20.9. og derefter fem runder med klassisk betænkningstid.

Se indbydelse og tilmelding.

14. september 2022

En meget veloplagt Sune Berg Hansen holdt et inspirerende foredrag om skaktræning og Skakligaholdets vej til at vinde sølvmedaljer i foråret.  En indsats der krævede både sammenhold, kampgejst og den rette indstiling til kampene og modstanderne. 

Et usædvanligt stort publikum følte sig godt underholdt på en aften hvor der også var tid til at vende skaksituationen generelt i Danmark og i den store verden - ikke mindst Magnus Carlsen/Hans Niemann sagen.

Vi glæder os allerede til at se om holdet kan følge op på resultatet i den kommende sæson.

10. september 2022

Sune

Tirsdag den 13. september kommer stormester Sune Berg Hansen på besøg i klubben og vil holde et foredrag/lektion om hvordan man forbereder sig i skak - både på stormesterniveau og som mere almindelig skakspiller.

Sune er som bekendt også klubbens førstebræt på skakligaholdet, og han vil også fortælle om, hvordan holdet sidste år skaffede sølvmedaljer hjem til klubben.  Endelig vil der være mulighed for at stille spørgsmål til Sune - ikke mindst om den seneste Magnus Carlsen sag om påstået snyd i skak.

Snyd ikke dig selv for en oplevelse ud over det sædvanlige tirsdag den 13.september!

9. september 2022

Åbningsturneringen er afsluttet. I øverste gruppe spillede Morten Kühn og Carsten Erlandsen 1-1indbyrdes og delte førstepladsen.  Gruppe 2 blev vundet overlegent af Emil Skallebæk med 5½ af 6, mens Ulrik Havsager vandt gruppe 3 med 5 af 6.  Et stort tillykke til vinderne!  Se turneringsskemaer.

Brohus XIV er startet med 18 deltagere fordelt på 3 grupper, der spiller alle mod alle. Se resultaterne.

5. september 2022

Tirsdag den 6. september spilles 5. og 6. runde i åbningsturneringen. Se turneringsskemaer.

Onsdag den 7. september starter Brohus XIV - eftermiddagsturnering med 18 deltagere i tre grupper. Se gruppeinddelingen.

31. august 2022

Brohussæsonen 2022/23 startede festligt med en lille frokost for 11 af de mest trofaste Brohusspillere, samt en efterfølgende lynturnering hvor 10 deltagere spillede alle mod alle. Torben Winther vandt lynturneringen med 8 af 9 foran Mikael Ramkilde og Hans E. Jacobsen med 7½.  Så er vi igang og næste onsdag spiller vi 1. runde i  Brohus XIV eftermiddagsturnering. Tilmelding er stadig muligt.

29. august 2022

Åbningsturneringen 2022 med 14 deltagere fortsætter med runde tre og fire tirsdag den 30. august. Se resultater og parringer.

26. august 2022

Vinhuset Stoltz vil endnu engang lægge navn til og være præmiesponsor for Hillerød Open i skak der starter tirsdag den 20. september. Det er vi meget glade for og navnet på turneringen ændres derfor til Vinhuset Stoltz - Hillerød Open 2022.

I mellemtiden kan du deltage i en ginmagning i Vinhusets lokaler i Helsingørsgade den 1. september. Læs og hør mere på: https://www.facebook.com/search/top/?q=vinhuset%20stoltz

25. august 2022

Skakcafeen torsdag aften åbner for første gang i den nye skaksæson i aften kl. 19.00 i Frivilligcentret Fredensvej 12C.  Alle er velkommen til at komme forbi til et parti skak eller deltage i den første af 7 lektioner af skakintroduktion for voksne. Vi ses i skakklubben!

20. august 2022

Hillerød Skakklubs åbningsturnering starter tirsdag den 23. august og er en hurtigskakturnering over 6 runder fordelt på de kommende tre tirsdage. Her er en god mulighed for at komme i skakform igen inden efterårets større turneringer. Læs mere og tilmeld dig på: Åbningsturnering 2022

17. august 2022

Skaksæsonen 2022/23 blev skudt i gang med den traditionelle tidshandicapturnering, der altid giver gode muligheder for overraskelser. Turneringen blev vundet på overlegen vis af Bertil Friis Jensen, der vandt alle 5 partier. Flot sejr til klubbens unge skaktalent. Et par nye ansigter - Mads Bering og Ulrik Havsager - udnyttede deres tidsfordele fornuftigt og opnåede 3½ og 2½ point!  I alt deltog14 spillere  i sæsonens første turnering!

11. august 2022

Lørdag den 6.august 2022 måtte Mogens Demant opgive kampen mod kræften og døde 81 år gammel. Mogens var er markant medlem af Hillerød Skakklub i 25 år og kasserer i mere end 20 år fra midt i 80-erne og frem til 2008.

Læs nekrologen over en af Hillerød Skakklubs mest markante skikkelser gennem tiden.

10. august 2022

Hillerød Skakklub åbner dørene for en ny skaksæson tirsdag den 16. august.  Ungdomstræningen starter som sædvanlig kl. 18.00 og de voksne starter kl. 19.30. Stedet og lokalerne er de samme i Frivilligcentret, og som altid lægger vi blødt ud med en tidshandicapturnering over 5 runder og lidt information om hvad sæsonen byder på. Nye skakinteresserede er meget velkommen til at kigge forbi. 

Vi ses i skakklubben!

20. juli 2022

Sommerferie og varme!

Klubben holder sommerlukket, men det betyder ikke, at der ikke bliver spillet skak. Flere af klubbens spillere har været i Tjekkiet og spillet Teplice Open og i Danmark har der været sommerturneringer i bl.a. Køge og  Århus.

Hillerød Skakklub åbner igen tirsdag den 16. august - se programmet for efteråret - men du kan allerede nu melde dig til Hillerød Open med start 20. september og Brohus XIV eftermiddagsturnering, der starter onsdag den 7. september.

15. juni 2022

Hillerød Byturnering 2022 er slut. Det nye format er blevet taget rigtig godt imod med mange deltagere og mange roser til formatet.
Hillerød Bymester 2022 blev Morten Kühn, som var helt overlegen i den tværgående konkurrence. Desuden vandt Morten den klassiske del med 5 af 5 og nåede op på imponerende 1961 i rating. Et stort tillykke til Morten med en vildt imponerende præstation.
Mesterklassen blev vundet af Reto Sørensen fra Sjælsø, mens spillere fra Hillerød satte sig tungt på alle de øvrige grupper. Peter Balslev vandt foran Oliver Lehmann B-gruppen. Freddy Nielskov og Ole Rasmussen delte sejren i C-gruppen. Bjarne Rasmussen kom med i turneringen i sidste øjeblik. Det var heldigt for han vandt D-gruppen sammen med Bernhard Sørensen. I E-gruppen var Emil Skallebæk helt suveræn og vandt alle 5 partier. Frederick Agerbo blev delt nr. 2. Endelig vandt Hans-Carl Nielsen F-gruppen foran Niels Nedergaard.
Se alle resultaterne fra Byturneringen.
En rigtig god afslutning på sæsonen for mange spillere fra Hillerød Skakklub, der nu holder sommerpause indtil 16.august.

8. juni 2022

Med en runde tilbage af Hillerød Byturnering kan vi allerede nu kåre årets Hillerød Bymester 2022.  Det bliver Morten Kühn der med gode stabile pæstationer i lyn- og hurtigskak er gået helt amok med 4 af 4 i den klassiske afdeling.  Det har ingen af de nærmeste konkurrenter været i nærheden af at præstere, og derfor kan Morten med 28 point ikke længere indhentes. Et stort tillykke til Morten!

Tilbage er der kampen om præmierne i de syv grupper, og her er der mere kamp om placeringerne. Se grupperne, resultaterne og stillinger før sidste runde.

2. juni 2022

Klubbens unge svenske skaktalent, Isak Storme vandt IM-turneringen i Fredericia med 6½ point og opfyldte dermed sin sidste IM-norm og nåede samtidig over 2400 i ELO. Et stort tillykke til Isak!

Ingen af deltagerne fra Hillerød i Kronborg Chess Open kom i præmierne.  Det blev til en række midterplaceringer.  Frederick Agerbo startede flot med 3 af 3 men gik i stå og endte med 3½ point.

I Hillerød Bymesterskab fortsætter Morten Kühn med at imponere.  Morten vandt igen og fører klart A-gruppen med 3 af 3.  Morten tog også afstand i kampen om Bymestertitlen da Peter Birk i mesterklassen tabte til Carsten Erlandsen.  I den samlede stilling har Morten 25 point foran Peter Birk med 22, Søren Bull har 20½ og Carsten Erlandsen har 20.

26. maj 2022

Flere spillere fra Hillerød Skakklub deltager i Kronborg Chess Open 2022, der afvikles i meget fine rammer på Marienlyst Strandhotel i Helsingør.   Svend Steenstrup og Mikael Ramkilde deltager i gruppen Kronborg 1. Peter Balslev, Simon Mølller Nielsen og Frederick Agerbo deltager i henholdsvis Kronborg 3, 4 og 8.  Efter 2 runder er Frederikck kommet bedst fra start med 2 af 2.

Se alle grupperne

25. maj 2022

Begge de to førende om Hillerød Bymestertitlen - Peter Birk Petersen og Morten Kühn vandt deres partier (i hver deres gruppe) i anden runde og fører nu med 22 point klart foran Søren Bull med 19 point, Reto Sørensen med 18 point. Peter Balslev og Carsten Erlandsen har begge 17 point. Se grupperne og resultaterne.

19. maj 2022

Hillerød Byturnering kom i gang med mange jævnbyrdige partier i 1. runde og kun få gevinster i de to øverste grupper.  Det afspejler sig i den samlede stilling hvor Peter Birk er blevet indhentet af Morten Kühn. Begge har 19 point.  Søren Bull har 17½, Reto Sørensen har 16½ og Carsten Erlandsen har 15½. I den samlede stilling om Bymestertitlen tæller gvinster 3 point og remis 1½ point. Se grupperne

17. maj 2022

42 deltagere er klar til sidste og afgørende omgang af Hillerød Byturnering 2022.  Fem runder skak med klassisk betænkningstid afviklet over de kommende fem tirsdage. Se grupperne

15. maj 2022

41 spillere er tilmeldt Hillerød Byturnering, der startet tirsdag den 17. maj.  Der er plads til en enkelt deltager mere. Tilmeldingen lukker ved 42 deltagere!

15. maj 2022

Radin Shahriarifar vandt "København Open i skoleskak 2022" i den næstebedste gruppe blandt 60 deltagere. Læs mere på juniorsiden.

13. maj 2022

Sidste tilmelding til Hillerød Byturnering - klassisk skak er søndag den 15. maj.

Den samlede stilling efter de to første afdelinger ser ud som vist nedenfor.  Alle spillere i top 10 deltager også i den klassiske afdeling, hvor hver sejr tæller tre point.  Der er således 15 point at spille om. Alt er stadig åbent.

1 Peter Birk Petersen 17½
2 Morten Kühn 16
3 Carsten Erlandsen 15½
4 Reto Sørensen 15
5 Søren Bull Andersen 14½
6-7 Mikael Ramkilde 12½
6-7 Aryan Mollasoltani 12½
8 Bertil Friis Jensen 12
9 10 Bruno Gehrig 11
9-10 Peter Balslev 11

11. maj 2022

Andet ben i Hillerød Byturnering 2022 - hurtigskakturnneringen over 6 runder er afsluttet.  Tre spillere nåede 5 af 6 uden at møde hinanden indbyrdes - Peter Birk Petersen, Caissa samt Carsten Erlandsen og Morten Kühn begge fra Hillerød.  Præmiegruppe 1 blev vundet med 4 point af Steen Kopperberg, Allerød og Aryan Mollasoltani, Caissa.  I præmiegruppe 2 var det Andreas Cort Maleeva Hansen der var bedst med 3½ point. Se turneringstavlen

8. maj 2022

Brohus sæsonen 2021/22 er slut. Brohus XIII turneringen blev vundet af Mikael Ramkilde i A-gruppen og Bent E. Nielsen i B-gruppen.  Sæsonen har været den bedst besøgte indtil videre. Næste sæson starter til september. Se resultater fra Brohus XIII

Frederick Agerbo har deltaget i SonFlow Cup i Kolding og vandt sin basisgruppe med 4½ af 5.  Et stort tillykke til Frederick med en flot turneringssejr og en ratinggevinst på 126! Se alle resultater.

4. maj 2022

Sæsonafslutning i Brohuset onsdag den 4. maj. Sidste runde i Brohus XIII markerer samtidig afslutningen på Brohus sæsonen 2021/22. En rigtig god sæson der har været præget af forøget deltagertal til alle aktiviteterne.

Fire spillere tilbage med maksimum 3 af 3 i Hillerød Byturnering hurtigskak:  Peter Birk Petersen Caissa, Reto Sørensen Sjælsø, Alexander Kapinov Hillerød og Steen Kopperberg Allerød.  Sidste tre runder afvikles tirsdag den 10. maj.

3. maj 2022

Hurtigskakdelen af Hillerød Byturnering 2022 starter i aften tirsdag den 3. maj kl. 19.30.  I alt 34 deltagere spiller 6 runder fordelt på to tirsdage.  Turneringssystemet er denne gang Schweizer - se rundelægningen.

1. maj 2022

Sidste udkald for tilmelding til hurtigskakdelen af Hillerød Byturnering 2022.  Søndag aften kl. 23.59 er sidste frist. Indtil videre  er 34 spillere tilmeldt. 

27. april 2022

Lynturneringen i Hillerød Byturneringen fik et rigtig fint forløb med 33 deltagere, heraf mange rigtig stærke spillere.  Ni runder på en aften er hård kost, og flere var trætte til sidst - ikke mindst turneringslederne. 

Hillerød Bymester i lyn blev Jens Østergaard Hillerød med suveræne 8½ point. Stort tillykke til den forsvarende bymester!  Nummer to blev Peter Birk Petersen fra Caissa med 7½ point. 

Bedste spiller i præmiegruppe 1 (op til 1900) blev Morten Kühn med 6 point og bedste spiller i præmiegruppe 2 (under 1400) blev turneringens helt store overraskelse - Bertil Friis Jensen med 6 point. Bertil spillede i sidste runde på topbrættet mod Jens Østergaard, og hævede sit lynrating fra 1398 til 1685!!

Turneringen fortsætter næste tirsdag med første afdeling af hurtigskakturneringen.  Du kan stadig tilmelde dig både hurtigskak og klasssisk skak der starter den 17. maj.

27. april 2022

Der er nu lagt billeder fra Sjællandsmesterskab for ungdom på siden for junior turneringer.

 

25. april 2022

Første del af Hillerød Byturnering 2022 er lynturneringen, der afvikles tirsdag den 26.april fra kl. 19.30.  Der er pt.31 tilmeldte og tilmeldingen lukker, når vi når op på 32 deltagere - så først til mølle om den sidste plads!

Der er stadig åben for tilmelding til hurtigskak og den klassiske afdeling.

23. april 2022

48 entusiastiske drenge og piger dystede lørdag om sjællandsmesterskabet i skak for ungdom i Hillerød, heraf 15 fra Hillerød Skakklub. 

De bedste resultater fra Hillerødspillerne:

I ældste gruppe blev William Meincke delt toer, men tabte omkampen i lyn om sølvmedaljen, men flot turnering af William i hans første turnering!

I den jævnbyrdige B-gruppe endte Bertil Friis Jensen på en firedelt førstelads med 3½ point. Placeringen og medaljerne skulle afgøres på korrektion, og desværre for Bertil endte han på den ærgelige 4. plads.

I C-gruppen kom Gustav Rasmussen dårligt fra start men sluttede stærkt med 3 sejre og en 5. plads. Flot kommet igen!

I D-gruppen kunne deltagerne fra Hillerød ikke rigtig gøre sigf gældende, men det var ikke tilfældet i de to yngste grupper - E og F. Brødrene Artin og Radin Shahriarifar er meget talentfulde.  Artin blev nr. 2. i E-gruppen med 5½ af 7 og i F-gruppen gjorde Radin rent bord og vandt alle 8 partier.  To brødre der bliver spændende at følge fremover!

Se alle resultater

22. april 2022

Lørdag den 23. april fra kl. 10.00 afholder Hillerød Skakklub Sjællandsmesterskabet i skak for ungdom i klubbens lokaler. 48 deltagere i 6 aldersklasser dyster om at blive Sjællandsmester 2022. Der er gratis adgang for alle til at se de unge dyste om titler og medaljer!

19. april 2022

Påsken er slut og klublivet starter igen. Tirsdag den 19. april er der ordinær generalforsamling kl. 19.30, og efterfølgende er der præsentation af formandens skakbiografi 'Gode træk', hvor der vil være mulighed for at købe signerede eksemplarer.

Lørdag den 23.april afholder Hillerød Skakklub Sjællandsmesterskab for Ungdom 2022 og tirsdag den 26. april starter Hillerød Byturnering i er helt ny format.

Brohus XIII fortsætter med 3. runde onsdag den 20. april og torsdag den 21.april er der som sædvanlig åben skakcafe fra 19-21.

Kort sagt: Masser af skak på programmet!

17. april 2022

Martin Haubro fra BMS blev den mest overraskende danmarksmester i skak i mange år.  Martin var nok af de fleste tiltænkt rollen som det tynde øl i landsholdsklassen, men han tog fusen på alle - vandt 7 partier og tabte 2 - ingen remis. Hvilken formidabel præstation!

Blandt Hillerødspillerne klarede Lars Schandorff sig bedst og blev nr. 4 med fem point.  Lars sluttede fornemt af med to sejre.  Martin Percivaldi sluttede til gengæld med to nederlag, således at det der tegnede til en rigtig god turnering fusede lidt ud til sidst. Martin endte på fire point - næsten som forventet.  Nikolaj Borge spillede et enkelt brandparti, men havde ellers svært ved at score point selv om han kæmpede ihærdigt for det i alle partier.

Morten Kühn, Henrik Holm, Bruno Gehrig og Bernhard Sørensen har afsluttet kort påske 2.  Henrik Holm og Bruno Gehrig fik del i præmiepengene.  Henrik fik tre af fem og det var nok til en delt 3.plads og samtidig kom Henrik over 1800 i rating! Bruno vandt en ratingpræmie med 2½ point.

11. april 2022

Selv om klubben har påskelukket så bliver der spillet skak på livet løs.  Tim Jaksland deltager f.eks. i Reykjavik Open og har indtil videre 4 af 7.

 Men mest aktivitet er der i Svendborg, hvor der i øjeblikket afholdes DM i skak. I Landsholdsklassen er Martin Percivaldi kommet fint fra start med remis mod både Jonas Bjerre og Jesper Thybo.  Lars Schandorff og Nikolaj Borge har begge tabt et parti og spillet et remis - en lidt sløv start.  I kort påske 1 deltager Svend Steenstrup og Hans E. Jacobsen. Svend har fået en forfærdelig start med 0 af 3 og kæmper med at finde spillet.  I samme række har Hans 2 af 3 og har egentlig spillet udmærket.  I G5 har Johan Lauritsen tabt begge sine partier, men turneringen er lang endnu!

8. april 2022

Formandens og bestyrelsens skriftlige beretning for sæsonen 2021-22 kan nu læses under indkaldelsen til generalforsamlingen den 19. april.  Læs indkaldelsen og beretningen.

Klubben holder lukket i hele påskeugen. Vi åbner igen tirsdag den 19. april.

6. april 2022

Carsten Erlandsen blev klubmester i Hillerød Skakklub 2022.

 Carsten vandt fortjent sit første klubmesterskab ved at slå formanden i sidste runde. Esben gjorde hvad han kunne og vandt over Michael Ramkilde, men måtte tage til takke med 2. pladsen.

I A-gruppen fik Peter Balslev præsis den remis, han skulle bruge mod Freddy Nielskov til at tage førstepladsen og oprykningen til mestergruppen.

Afslutningen i B-gruppen blev dramatisk. Den førende Jacob Schramm tabte hurtigt til Jens Islin, og det gav mulighed for at både Peter Langer og Rasmus Rabjerg også kunne nå op på 5 point. Deres indbyrdes parti blev meget kompliceret og blev det allersidste parti i turneringen. Alligevel endte partiet remis. Dermed vandt Jacob Schramm B-gruppen!

C-gruppen var afgjort på forhånd. Bertil Friis Jensen vandt med 5½ point.  2. pladsen blev delt mellem Emil Skallabæk og Artin Shariarifar der begge nåede 5 point. Lutter unge og talentfulde navne, som vi glæder os til at følge.

Et stort tillykke til alle vinderne og præmietagerne. Præmierne uddeles på generalforsamlingen tirsdag den 19. april.

Se slutstillingerne og de nye ratingtal.

2. april 2022

Hillerød Skakklub indbyder alle medlemmer til ordinær generalforsamling tirsdag den 19. april kl. 19.30 i klubbens lokaler.

Vi er nået det tidspunkt på året, hvor vi gør status over året, der gik og kigger ind i fremtiden.  Det er nu 5 år siden klubben vedtog en helt ny klubstrategi, som på mange områder har været en succes. Hvordan kommer vi nu videre?  Hvad er næste skridt? Deltag og giv din mening til kende!

Se dagsorden og program for aftenen.

1. april 2022

Det sidste udsatte parti i C-gruppen er afviklet torsdag aften med Emil Skallebæk som vinder i partiet mod Magnus Hedegaard.

Sidste runde spilles tirsdag den 5. april og der er spænding om udfaldet i flere grupper. I mestergruppen kan fire spillere løbe med sejren og ved et heldigt sammentræf mødes de indbyrdes i sidste runde:  Carsten Erlandsen mod Hans E. Jacobsen og Mikael Ramkilde mod Esben Lauge Sørensen.

I A-gruppen står kampen mellem Morten Kühn og Peter Balslev. Morten har færdigspillet turneringen og har 5 point.  Peter er ½ point bagefter og møder Freddy Nielskov.

B-gruppen ligger til en sejr til Jacob Schramm.  Han er et helt point foran Rasmus Rabjerg, men hvis Jacob taber og Rasmus vinder så har Rasmus fordel i korrektion, da han vandt det indbyrdes parti.

I C-gruppen er vinderen fundet. Bertil Friis Jensen har  5½ point og kan ikke indhentes. Så gør det ikke så meget, at han ikke kan spille i sidste runde pga. studietur.  Frederick Agerbo er ligeledes bortrejst i sidste runde, og derfor er de to spillere trukket ud af rundelægningen for sidste runde.

Se stillingerne

30. marts 2022

Masser af forskellig skakaktivitet  tirsdag den 29. marts i Hillerød Skakklub.

I et lokale blev de sidste udsatte partier i klubturneringen afviklet. I forgrunden vandt Esben Lauge Sørensen over Carsten Erlandsen hvilket gjorde kampen om klubmesterskabet helt åbent før sidste runde.  I et andet lokale sad tre dommeraspiranter - Torben Winther, Lene Andersen og Finn Eldor - og løste eksamensopgaver og i et tredje lokale introducerede Peter Balslev blindskak til blandt andre Magnus Hedegaard, der her prøver teknikken mod Peter Balslev.

Klub  Dommer  Blindskak

29. marts 2022

Skovbo EMT blev afholdt i weekenden og havde deltagelse af Frederick Agerbo fra Hillerød Skakklub.  Det blev en stor succes, da Frederick vandt sin gruppe med 4 af 5 point - plus 78 gode ratingpoint.  Det var Fredericks første turneringssejr - et stort tillykke til Frederick!

25. marts 2022

Flere nye spændende turneringer er på vej i Hillerød Skakklub:

Lørdag den 23. april står Hillerød Skakklub som arrangør af Sjællandsmesterskabet i ungdomsskak.  Vi har rigtig mange gode unge spillere som vil kunne spille med om topplaceringerne i de enkelte aldersgrupper.  Tilmelding til Sjællandsmesterskabet for ungdomsskak.

Tirsdag den 26. april starter Hillerød Byturnering - en turnering der har holdt pause i to år pga. Corona.  Nu er turneringen tilbage og med et helt nyt og varieret koncept.  Læs indbydelsen og tilmeld dig op til tre forskellige turneringsformer.

24. marts 2022

Hillerød 3 spillede mod Helsingør 2 i en holdkamp, hvor hverken oprykning eller nedrykning kunne blive udfaldet. Så hvad var målsætningen med at spille holdkampen, der endte med en sejr på 6-2 til Hillerød. Læs Frands Lavrsens beretning.

20. marts 2022

SØLV til Hillerød Skakkklub!

Efter en forrygende afslutningsweekend med storsejr på 7-1 lørdag over Jetsmark, sluttede Hillerød søndag af med at spille 4-4 mod et meget stærkt hold fra Skanderborg.  Det betød medaljer til Hillerød Skakklub for første gang i klubbens historie. Et stor tillykke til de dygtige spillere på klubbens Skakligahold!

Sølv

18. marts 2022

Brohus XIII eftermiddagsturnering er startet med 17 deltagere. Se turneringen.

Efterlysning: Der er plads til en spiller med 1600+ i rating i A-gruppen. Vedkommende skal være villig til at spille 1. runde som udsat parti onsdag den 30.marts. 

Hvem har lyst?

Skriv til hejskak@gmail.com

18. marts 2022

Hillerød 4 i A-rækken sluttede sæsonen med en sejr på 5-3 over Fredensborg. Det rakte til en meget imponerende 2. plads i A-rækken efter Nordkalotten 2, der løb med oprykningspladsen. Til gengæld slap Hillerød for dilemmaet med at skulle stille 4 hold til søndagskampe i næste sæson!  Dagens vindere blev Morten Kühn, Lars Rahbek og Johan Laurtitzen - uden kamp.  Nu mangler Hillerød Skakklub kun afslutningen i skakligaen lørdag og søndag i Køge for at se, om Skakligaholdet også kan hive en 2. plads hjem i kampene mod Jetsmark og Skanderborg.  Vi hepper på holdet!

Se slutresultatet i A-rækken

17. marts 2022

Hillerød 5 sluttede sæsonen af med 4-4 mod Frederikssund  2 i B-rækken - sæsonens bedste resultat for holdet. De individuelle vindere blev Peter Langer, Jan Pedersen, Lene Andersen og Erik Togeby. Resultatet kunne dog ikke ændre på slutsplaceringen som nr. 4.

13. marts 2022

En weekend med meget flotte resultater for Hillerød Skakklub!

I 2. division tabte Hillerød 2 ganske vist 2½-5½ til oprykkerne Furesø lørdag, men vandt søndag med 5-3 over Bornholm. Det betød at holdet sluttede på en højst overraskende andenplads i 2. division. Den bedste placering nogensinde for Hillerød 2.  Søren B. Andersen vandt begge sine partier, mens Finn Nøhr vandt om lørdagen og Alexander Kapitonov og Hans E. Jacobsen vandt om søndagen. Christopher Laursen pressede GM Jens Kristiansen igennem hele partiet - men remis.  Se slutresultatet.

I Mesterrækken vandt Hillerød 3 med ikke mindre end 6-2 over Helsingør 2 og snuppede lige præcis 4. pladsen i rækken foran Roskilde.  Også for Hillerød 3 er det den bedste placering nogensinde. De individuelle vindere blev Torben Sørensen, Henrik Holm, Bruno Gehrig og Peter Langer.  Se slutstillingen.

11. marts 2022

Årets holdturnering nærmer sig afslutningen.  I 2.division spiller Hillerød 2 en udsat kamp mod Furesø lørdag kl.12.00 i Hillerød og søndag sidste spiller holdet sidste runde mod Bornholm ved en fællesafslutning i Helsingør.  Alle de tre nævnte hold ligger tæt i stillingen og kæmper om oprykningen.

Søndag spiller Hillerød 3 i mesterrækken sidste kamp mod Helsingør 2. Spillestedet er Allerød, der står for fællesafslutningen.

Tirsdag skal B-rækkeholdet til fællesafslutning i Helsingør. Modstanderen er Frederikssund. Torsdag skal A-rækkeholdet til Nordkalotten og spille mod Fredensborg.

Endelig slutter skakligaholdet sæsonen i næste weekend mod Jetsmark og Skanderborg. Her skal holdet kæmpe om sølvmedaljer.

8. marts 2022

Sune Berg Hansen er i år eneste deltager fra Hillerød Skakklub i Dansk Speed Chess Mesterskab 2022 arrangeret af Ellen Fredericia.

Sune vandt i kvartfinalen en meget tæt og jævnbyrdig match på 10-9 over Allan Stig Rasmussen. Sune er dermed klar til semifinalen.

Som det sidste hold i runden var Hillerød 5 i aktion i B-rækken mod Allerød 3. Det var en kamp mod overmagten og Hillerød tabte 2-6. Eneste vinder fra Hillerød blev yngste mand - Magni Cederholm!

2. marts 2022

Brohus XII dagturnering er afsluttet med 19 deltagere fordelt på 2 grupper.  A-gruppen blev vundet af Hans E. Jacobsen med 4 af 5 foran Ali Areghi fra Gribskov med 3½ point. Ali vandt det indbyrdes parti men spillede for mange af de øvrige partier remis. Det var tredje Brohusturnering i træk, at formanden løb med vinpræmien!

Peter Langer vandt B-gruppen med 4 point i sin debut i  Brohuset efter en flot sejr i sidste runde over Torben W. Petersen. Lige efter med 3½ point fulgte Jens Kornbæk Pedersen Espergærde, Henrik Damm Hillerød og Torben W. Petersen Ringsted.  Se hele resultatlisten

1. marts 2022

Hillerød Skakklub har igen i år 3 spillere med i landsholdsklassen når DM afvikles i Svendborg i påsken.  Lars Schandorff og Nikolaj Borge deltager igen i 2022, mens Sune Berg Hansen springer over. Til gengæld er Martin Percivaldi kommet med i landsholdsklassen. Det bliver spændende at følge!

Hillerød 4 tabte knebent til Sjælsø 2 i A-rækken med 3½-4½.  En jævnbyrdig match hvor de individuelle vindere for Hillerød blev Carsten Pedersen, Michael Elmvang og Jacob Schramm. Se alle resultaterne

27. februar 2022

Hillerød Skakklubs to bedste hold fortsætter med at imponere. I dagens kampe vandt Hillerød i Skakligaen en storsejr på 7-1 over Øbro. Hillerød var klare favoritter men 7-1 er alligevel meget imponerende. Holdet ligger nu på en 3. plads lige efter Skanderborg og med stor afstand til 4. pladsen.  Se alle resultaterne.

Hillerød 2 i anden division gjorde det næsten lige så godt med 6-2 over Allerød.  Holdet ligger på en andenplads sammen med Furesø lige efter Bornholm.  Hillerød mangler netop Furesø og Bornholm i de to sdiste kampe. Se alle resultaterne.

21. februar 2022

Den udsatte kamp mellem Hillerød og Nordkalotten i Skakligaen endte med en overraskende sikker sejr til Hillerød på 5½-2½. Klubberne plejer altid at spille meget tætte kampe mod hinanden men denne gang tippede vægtskolen til fordel for Hillerød i flere kritiske partier. De indiviuelle sejrherrer var Sune Berg Hansen, Martin Percivaldi, Jens Østergaard og Jan Nordenbæk. Hillerød Skakklub er nu på en midlertidig 2. plads i Skakkligaen og medaljer er bestemt inden for rækkevidde med kun 3 runder igen. I så fald bliver det første gang nogensinde, at Hillerød Skakklub ender i top-3.

Live skak søndag kl. 12

Hillerød - Nordkalotten

Den udsatte kamp afvikles fysisk i Allerød Skakklubs lokaler samtidig med en anden udsat kamp i 2. division mellem Allerød og Helsingør.

18. februar 2020

Hillerød Skakklub udvider med skakcafe for sårbare unge

Fra 22. februar inviterer Hillerød Skakklub hver anden tirsdag kl. 17.30 til 18.30 til skakcafe for sårbare unge mellem 18 og 35 år. Det sker i Frivilligcenter Hillerød, og skakcafeen gennemføres umiddelbart inden ungdomsskakken starter kl.18.

Fra skakklubbens side forestiller man sig, at skakcafeen trækker sårbare unge til et fællesskab, som byder på skak i rolige omgivelser, social hygge og samtaler. Deltagerne må have følgeskab eller sin støtte med, hvis han/hun også er aktivt deltagende.

Når skakcafeen slutter, vil det være muligt at møde ungdomsspillerne – og eventuelt få en nysgerrighed for det fællesskab.

Bag initiativet står Safe-Space, der arbejder på at inkludere sårbare unge i fællesskaber. Frederick Agerbo er vært for aktiviteten og er klar til at tage godt imod deltagerne. Man møder bare op og behøver ikke at tilmelde sig.

14. februar 2022

Hillerød Skakklub har haft deltagere i både Århus-mesterskabet og Københavnsmesterskabet.  I Århus deltog Steffen Pedersen i øverste gruppe og var med 3 point af 5 tæt på førstepladsen som gik til Filip Boe Olsen.  I nederste gruppe deltog Frederick Agerbo og noterede sig for en pæn ratinggevinst med en en score på 2 af 5. Se turneringstabellerne.

Svend Steenstrup deltager i turneringen i Brønshøj som første slutter med 2 runder mandag.  Svend har indtil videre 2 af 5. Se tabellen

13. februar 2022

Hillerød 3 vandt 5-3 over Allerød, selv om den forventede score gav Allerød en sejr på 3½-4½. Læs Frands Lavrsens spændende beretning fra mødet med Allerød,
Se også turneringsskemaet.

12. februar 2022

I torsdags lykkedes det Hillerød 5 at spille op til den forventede score mod Frederikssund 2 med et lille nederlag på 3-5. Se turneringsskemaet.

9. februar 2022

Det var en travl tirsdag aften i Hillerød Skakklub med både holdkamp og klubturnering.  Hillerød 4 i A-rækken tabte den udsatte kamp mod Nordkalotten 2 med 3½-4½. Dermed overtog Nordkalotten 2 førstepladsen med flere matchpoint end Hillerød i A-rækken. Se enkeltresultater

Sideløbende var der fuldt program i klubturneringen for de spillere, der ikke skulle spille holdkamp.  Se alle resultaterne

Tredje runde i Brohus XII dagturnering er færdigspillet onsdag den 9.februar. Se resultater

5. februar 2022

Hillerød 4 vandt med 5½-2½ over Espergærde i A-rækken og er meget overraskende på en midlertidig førsteplads i A-rækken!

Allerede tirsdag den 8. februar skal Hillerød 4 i kamp igen i den udsatte kamp mod Nordkalotten 2.  Det betyder desværre et sammenfald med klubturneringens 3.runde.  Vi afvikler klubturneringen som planlagt, men de spillere, der skal spille holdkamp, får deres partier udsat til tirsdag den 15. februar. De berørte spillere vil få besked.

3. februar 2022

Tirsdag spillede Hillerød 5 holdkamp mod Helsingør 3. På papiret skulle vi have tabt 7-1; men det lykkedes at hive 2 point hjem. Ikke en sensation, alligevel et godt resultat. Frederick Agerbo vandt sit parti, mens Micki Christoffersen og Peter Langer begge spillede remis med hhv. 440 og 326 i ratingforskel.

1. februar 2022

Læs Frands Lavrsens beretning fra Hillerød 3's sensationelle sejr over Roskilde 1.

30. januar 2022

Super søndag!  Hillerød Skakklubs tre bedste hold vandt alle sikre sejre over henholdsvis Brønshøj, Helsingør og Roskilde - i alle tre  tilfælde var det klubbernes bedste hold!

Skakligaholdet tog kraftig revanche efter en bleg indsats lørdag og satte et stærkt hold fra Brønshøj på plads med 5½-2½. Måske kan vi så småt lugte medaljer?

Hillerød 2 vandt en storsejr på 6-2 over Helsingør i 2. division. Ganske vist var Helsingør igen plaget af flere afbud, men det ændrer ikke ved, at det var en meget flot og velfortjent sejr.

Hillerød 3 stod dog for dagens største sensation. I Mesterrækken vandt holdet med 5-3 over Roskilde 1. Det er næsten ubegribeligt, at Roskilde Skakklub - en af Danmarks ældste og mest traditionsrige klubber - taber 3-5 til Hillerød Skakklubs 3. hold.  Stor ros til alle spillerne for en formidabel indsats.

29. januar 2022

Hillerød vandt 5-3 over Fredericia i Skakligaen i en kamp hvor der var debut til vores nye svenske medlem Isak Storme. Velkommen til Isak!

Sejren på 5-3 var for lille. Hillerød var klare favoritter på alle brætter. Alligevel startede matchen med 5 tandløse pointdelinger, hvor modstanderne i alle tilfælde var jublende lykkelige. Steffen og Nikolaj gjorde som de skulle og vandt, og Sune prøvede længe før han måtte nøjes med remis.  Det kan kun blive bedre søndag mod Brønshøj.

29. januar 2022

Der er fuldt program i Skakligaen, 2.Divsion og Mesterrækken i weekenden.  I Skakligaen spiller Hillerød lørdag mod Fredericia og søndag mod Brønshøj. Begge kampe spilles i Køge.  Læs mere og følg kampene på Skakliga lørdag og søndag – Dansk Skak Union / Nyheder.

Søndag har Hillerød Skakklub to hjemmekampe fra kl. 12.00 i Frivilligcentret, Fredensvej 12C.   Hillerød 2 spiller mod Helsingør 1 og  Hillerød 3 spiller mod Roskilde 1.

23. januar 2022

Der er kommet nye datoer for holdkampene, der skulle være afviklet søndag den 16. januar og ugen derefter.  I stedet spilles kampene søndag den 6. februar, tirsdag den 8. februar og torsdag den 10. februar.  Den 8. februar falder sammen med 3. runde i klubturneringen, så derfor undersøger vi i øjeblikket og om kampen mellem Hillerød 4 og Nordkalotten 2 kan flyttes til den 15. februar.

20. januar 2022

Torsdag den 20.januar kl. 19.00 - 21.00 åbner skakcafeen igen i Frivilligcentret under ledelse af Michael Szymanski.  Der er således igen mulighed for at suge ny viden til sig og forbedre sin spillestyrke.

Både klubturneringen og Brohus XII er kommet i gang efter coronaforsinkelsen.  Klik på ovenstående link for at se resultater.

17. januar 2022

Turneringen om klubmesterskabet starter tirsdag den 18, januar kl. 19.30 med 36 deltagere fordelt på fire grupper. Dejligt at opleve, at så mange har lyst til at deltage i skak igen.  Se gruppeinddelingen.

Vær opmærksom på spilledatoerne og mulighederne for at spille udsatte partier. Vi kan ikke desværre ikke udelukke, at der kommer ændringer i programmet pga. Corona og den udsatte runde i holdturneringen. 

13. januar 2022

Så er der åbnet op for, at vi må starte skak igen i klubregi - både i Frivilligcentret og i Brohuset. Vi skal spritte hænder og bruge mundbind, når vi bevæger os rundt i lokalerne, men ikke når vi sidder og spiller. Vi spreder os i så mange lokaler som muligt for at minimere smitterisikoen.  Vi glæder os til at komme i gang og se jer igen!

Klubturneringen starter tirsdag den 18. januar. Du kan nå at tilmelde dig frem til søndag den 16. januar. 

Brohus XII starter onsdag den 19. januar. Sidste tilmelding er mandag den 17. januar. NB. Der er ikke så mange pladser tilbage!

Skakcafe åbner torsdag den 20. januar kl. 19.00-21.00.

Juniortræning starter tirsdag den 18. januar kl. 18.00 - 19.15

5. januar 2022

Desværre er vi nødt til at ændre i klubprogrammet igen. Det skyldes, at Skakklubben alligevel ikke må benytte lokalerne i Frivilligcentret før efter den 17. januar.

Det betyder:  Klubturneringens 1. runde flyttes fra 11.januar til 18.januar. Fristen for tilmelding er flyttet til 16. januar

Skakcafeen hver torsdag fra 19.00 - 21.00 er aflyst den 6. januar og den 13. januar.