2022 <> 2024

Hillerød forårstripel 2023


14. juni 2023

Bertil Friis Jensen ryddede bordet i Hillerød Forårstripel!   Bertil vandt både mesterklassen med 4 af 5 og blev samlet vinder af Hillerød Forårstripel med stort forspring. Bertil rykker med 1996 i ny rating op i en helt ny liga!  Et stort tillykke til Bertil!

Andenpladsen i mesterklassen gik til Hans E. Jacobsen med 3 point efter sejr i sidste runde over Michael Tandrup, der ellers har været en skrækmodstander for Hans. Det var første sejr i 13 forsøg siden 2006!

Basis 1 blev vundet af Simon Bering Larsen, Hvidovre foran Henrik Holm. Begge placeringer blev opnået efter gode slutspurter med sejre i runde 4 og 5.

Oliver Lehmann vandt Basis 2 klart med 4 af 5 og kunne endda tillade sig at tabe i sidste runde til Birger Jarulf Frederiksværk.  Birger fik sammen med Frands Lavrsen og Rasmus Rabjerg alle del i 2. præmien!

De to garvede hillerødveteraner, Peter Langer og Ole Rasmussen satte sig på præmierne i Basis 3.  Peter vandt med 4 point foran Ole med 3½ point.

Endelig blev det delt 1./2. plads i Basis 4 mellem Ram Kamal og John Sø fra Allerød.  Ram vandt i sidste runde det indbyrdes parti og er efterhånden ved at udvikle sit talent til noget stort. Ram er kun 10 år!

 

17. maj 2023

Laurids Paulsen stod for dagens store overraskelse i øverste gruppe af Hillerød Forårstripel. Laurids gik uimponeret til sagen mod ratingfavoritten Peter Grau og vandt en smuk sejr. I basis 1 bliver det spændende at følge de talentfrulde brødre Arthur og Anton Moe. Arthur kom bedst fra start med sejr mens Anton tabte til Steen Kopperberg.

10. maj 2023

Hurtigskakdelen af Hillerød Forårstripel fik et højst overraskende udfald. Jan Nordenbæk og Jesper Vej førte halvvejs, og ingen - heller ikke vinderen selv - havde forudset, at klubbens formand, Hans E. Jacobsen ville kunne vinde alle de sidste tre partier inkl. sejre over Jan Nordenbæk og Jersper Vej. Men det skete, og resultatet blev en sikker sejr med 5½ af 6 foran fire spillere med 4½ point - Jan Nordenbæk, Bertil Friis Jensen, Peter Birk Petersen og Peter Grau.

3. maj 2023

Hurtigskakdelen af Hillerød Forårstripel blev skudt i gang tirsdag aften med 3 runder og 24 deltagere. To spillere opnåede den optimale score på 3 af 3 - Jan Nordenbæk og Jesper Vej.

I den samlede Forårstripel stilling efter 12 partier ud af 20 er det også de to spillere, der har lagt sig i spidsen. Jan har 14½ mens Jesper har 11½. Bertil Friis Jensen ligger nr. 3 med 10½ point. Hele seks spillere har 9 point: Peter Grau, Mikael Ramkilde, Steen Koipperberg, Frands Lavsen, Laurids Paulsen og Henrik Holm.

26. april 2023

lyntrip1

To glade vindere af lynturneringen - Jan Nordenbæk og Jens Østergaard

Jan Nordenbæk blev sikker vinder at lynturneringen i Hillerød Forårstripel med 8½ af 9.  Jens Østergaard blev nr 2. med 7 point fulgt af Bertil Friis Jensen med 6½. Esben Lauge Sørensen endte på 6 point, mens Jesper Vej, Lars Nilsson og Torben W. Jensen alle fik 5½ point.  Det er samtidig også pointstillingen før næste ben i triplen - seks runder hurtigskak - de næste to tirsdage, hvor pointene tæller dobbelt.  Sidste frist for tilmelding til hurtigskak tripel er 30. april!

lyntrip2

26 spillere deltog i lynturneringen - på billedet ses Bertil Friis Jensen som hvid mod Lars Nilsson

Indbydelse

Hillerød Forårstripel 2023 (tidligere kaldet Hillerød Byturnering) afvikles som sidste år med en Lynturnering over 9 runder, en hurtigskak turnering over 6 runder og en turnering med klassisk betænkningstid på 5 runder. Deltagerne kan vælge at tilmelde sig 1, 2 eller alle 3 turneringsformer. Hvis man f.eks. kun ønsker at spille partier med klassisk betænkningstid melder man sig kun til denne turnering. Maks. deltagerantal er på 42 deltagere til hver delturnering.

Der kåres vindere i alle tre discipliner, men vinderen af Hillerød Forårstripel er den der scorer flest point på tværs af alle tre discipliner. I tilfælde af ligestilling er det kun i kampen om den samlede titel, at klassisk skak tæller mere end hurtigskak.

Pointgivning i den samlede konkurrence:
Lynskak: 1, 0,5 og 0 point i hvert parti ved henholdsvis sejr, remis og tab
Hurtigskak: 2, 1 og 0 point i hvert parti ved henholdsvis sejr, remis og tab
Klassisk skak : 3, 1,5 og 0 point ved henholdsvis sejr, remis og tab

Lynturnering tirsdag den 25. april kl. 19.30. 9 runder monrad med betænkningstid 5 minutter + 2 sekunders delay
Hurtigskak tirsdag den 2. maj kl. 19.30 og tirsdag den 9. maj kl. 19.30 - begge dage 3 runder. Betænkningstid 20 minutter + 10 sekunder
Klassisk skak: 5 runder alle mod alle i 6-mands grupper 16.maj, 23.maj, 30.maj, 6.juni og 13.juni.

Alle dage starter urene kl. 19.30, betænkningstid 90 minutter +30 sekunder. Der er ikke afsat dage til udsatte partier, men hvis begge parter er enige kan der afvikles udsatte partier torsdag aften kl. 19.00. Til den klassiske turnering vil fremmøde efter kl. 20.00 medføre tab af partiet.

Turneringsindskud: 100 kr. pr turnering, dvs alle tre turneringer 300 kr., 200 kr. for to turneringer og 100 kr. for en enkelt turnering.
Indskud SKAL betales på forhånd enten via mobilepay eller kontooverførsel. Mobilepay til 737622 eller kontooverførsel 9213-0360005852.

Alle 3 turneringer rates både dansk og ELO.

Bemærk: Det er obligatorisk at vælge gruppe ved tilmelding. Ved tilmelding til flere grupper skal tilmeldindsproceduren gentages.

Præmier: 500 kr. til vinderne af lynturneringen, hurtigskakturneringen og til gruppevinderne i klassisk skak. 1000 kr. til Hillerød Forårstripel-mester 2023. Øvrige præmier afhænger af deltagerantal. Ved ligestilling deles alle præmier. Ved ligestilling tæller resultaterne fra klassisk skak mest, dernæst hurtigskak.

Sidste tilmelding: 23.4 til lynturneringer, 30.4 til hurtigskak og 14.5.til klassisk skak.